"I Amerika holder vi med underdog'en, og det er mig der er underdog," siger Kelly Kim, en af finalisterne i WSOP Main Event 2008.
PokerListings mødte Kelly Kim dagen efter at spillet sluttede i Rio i Las Vegas. Han fortæller om, hvordan han overlevede den sidste spiller, og hvordan han vil tackle finalebordet med sin magre stack ($2.620.000).
Du kom til finalebordet. Hvordan føles det?
Det er uvirkeligt. Det er som en drøm.
Du ved, jeg kunne allerede mærke pinen ved at skulle slutte på 10. pladsen, fordi jeg var favorit til at gøre det, på grund af min chipcount. Jeg var også den spiller som havde mindst chips med både 13, 12 og 11 spillere tilbage, så min holdning til turneringen ændredes hele tiden.
Der var to turneringer - den første, hvor målet var at komme blandt de ni bedste, og så freerolle efter det. Der er så meget prestige indvolveret. Jeg mener, vi spiller om så mange penge, der er en fire måneders pause, jeg bliver interviewet og fotograferet hele tiden - det er så overvældende.
Jeg lykkedes klare mig til niendepladsen, med den store prisstigning, og jeg kommer tilbage om fire måneder i november måned, så nu har jeg chancen. Jeg har ingen falske forhåbninger, fordi jeg har så lidt chips, men som jeg ser det, bliver det som en freeroll for mig. Jeg har allerede nået mine mål og alt andet er bare en bonus.
Hvordan var den sidste spilledag for dig?
Jeg startede dagen med $8,8 millioner, og min plan var at nå finalebordet. På dag 6 var jeg en total kortmaskine ("card rack"). Jeg fik så mange gode hænder og gik fra $2,4 millioner til $8,8 millioner i slutningen af dagen.
I går var jeg til gengæld helt kortdød, jeg fik aldrig esser eller konger. Jeg havde knægterne to gange, det var det hele. Jeg fik aldrig nogen gode hænder, og kunne aldrig samle chips ved at reraise med stærke hænder. Jeg blødte helt enkelt chips, men jeg overlevede.
Jeg havde selvfølgelig håbet på, at det havde været nemmere. Jeg ville ønske, at jeg havde fået stærke hænder og havde kunnet spille om store store puljer mod mediumhænder. Sådan er det nogle gange i turneringer. Vi kan desværre ikke selv bestemme, hvilke kort vi får, det er bare at acceptere.
Jeg tror dog jeg spillede med en forkert strategi, da vi kom tæt på finalebordet. Vi spillede jo på to short-handed borde, hvor jeg ikke tilpassede min strategi. Alle de foregående dage spillede vi på fulde borde, indtil de blev afbrudt, men når vi kom ned til to borde, spillede vi otte-handed og syv-handed, som man skal tilpasse sin spillestil efter.
Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, ville jeg helt sikkert ændre et par små detaljer i mit spil. Jeg tror, at jeg spillede lidt for tight, og i sidste ende havde jeg så lidt chips tilbage, at jeg var nødt til at spille tight. Jeg havde chancen for at beholde flere chips, hvis jeg havde tilpasset mig, men det gjorde jeg ikke.
Det var uden tvivl en massiv boble.
Massiv. Jeg ville meget hellere have sluttet 12 end 10. Man får lige så mange penge, og det er stadig en enorm præstation, men da vi kom ned til ti spillere var det et enormt pres.
Jeg bad til Gud, at folk ville spille deres hænder og gå all-in, og det gjorde de. Første gang var en gigantisk suckout, men anden gang var det den bedste hånd, og jeg gik videre.
Mit egentlige formål med turneringen har ændret sig. Jeg gik væk fra at vinde den med 18 spillere tilbage, til at ville komme blandt de ni bedste med 13 tilbage. Så på den måde har jeg allerede vundet den turneringen jeg har skabt for mig selv. Nu skal jeg så spille en anden turnering, hvor jeg er en stor underdog.
Hvordan ser du på den "anden turnering" som underdog?
Jeg håber at jeg er heldig. Jeg har ti big blind. Jeg håber selvfølgelig at få knappen med det samme, og at jeg ikke sidder i blindsen de første hænder. Jeg vil have mine chips ind til midten hurtigt. Jeg har ikke nogen fold-equity, så jeg håber at nogen raiser med en marginal hånd, så jeg kan gå all-in og doble op hurtigt.
Blinds er så langsomme, og strukturen er så god, at hvis jeg havde $8 millioner eller endda $6-$7 millioner, havde jeg haft en del spillerum. Selvfølgelig er min tilstand kritisk, men hvis jeg dobler- eller tripler op tidligt, er jeg med i kampen igen.
Jeg er med i kampen om ni millioner dollars. Hvem havde troet det?
Hvad skal du gøre de næste par måneder?
Jeg vil bare nyde livet. Jeg mener, alle mine venner har støttet mig, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg tager tilbage til Los Angeles, og jeg håber på at kunne spille et par turneringer på "The Bike", når Legends of Poker starter.
Jeg har egentlig ikke tænkt så langt. Jeg er bare glad for at jeg stadig er her.
Du er poker-pro. Kan du fortælle os om din karriere før dette?
Jeg begyndte at spille turneringer for alvor for et par siden, og jeg har haft nogle succeser og fiaskoer. De sidste 1,5 år har jeg dog ikke spillet så mange turneringer, fordi det var ved at lide mig op. Det begyndte at påvirke mig både fysisk og mentalt, og jeg begyndte at stille at spørgsmål om, hvorvidt turneringer var det rigtige for mig. Men Main Event er en turnering, man ikke må gå glip af. Jeg har spillet den fem år i træk nu, og dette er min anden cashning.
Jeg vil aldrig gå glip af denne turnering, så længe jeg er fysisk i stand til at spille. De fejl, jeg har set i de seneste dage har været forbavsende, selv i de mest afgørende faser af spillet, hvor vi var ti spillere tilbage. Jeg synes, det blev gjort afgørende fejl, og det tog mig til finalebordet.
Jeg føler, jeg har publikum bag mig. Jeg er blevet bakket op af mennesker, jeg slet ikke kender. I Amerika holder vi med underdog'en, og det er mig der er underdog.
Oversat af Nichlas Hindsberg
