Spørgsmål og svar om PokerStars/Full Tilt-aftalen

question

Er du stadig forvirret over, hvad der nu kommer til at ske med Full Tilt Poker og dine penge? Så kan du få svar her - eller stille spørgsmål.

Tirsdagens store nyhed om PokerStars forlig med det amerikanske justitsministerium gav svaret på, hvad der nu vil ske med Full Tilt Poker og de mange penge, som spillerne havde til gode.

Dette svar på mange måneders spekulation affødte samtidig mange nye spørgsmål, og vi har prøvet at svare på nogle af dem herunder.

Vi vil løbende opdatere siden, når vi har et svar på spørgsmålene. Hvis du har et spørgsmål, som ikke er her i listen, er du velkommen til at skrive det i kommentarfeltet herunder.

 


Gus Hansen
Ja Gus, du får dine penge tilbage...

Hvornår og hvordan får danske spillere penge tilbage fra Full Tilt Poker?

PokerStars har 90 dage fra underskrivelsen af den endelige aftale (hvilket skulle ske i løbet af 7 dage fra den 1. august) til at betale spillerne tilbage og genåbne Full Tilt Poker. Hvordan de danske spillere rent praktisk får pengene, er dog endnu et åbent spørgsmål, da PokerStars ikke har planer om at få dansk licens til Full Tilt Poker. Dermed kan de danske spillere ikke gå ind på Full Tilt Poker og begynde at spille for pengene.

PokerStars har til gengæld oplyst, at man vil samarbejde med regulatorerne (sandsynligvis Spillemyndigheden i Danmarks tilfælde) om at udbetale pengene. Men der er endnu ikke kommet detaljer frem om selve forløbet.

Får spillerne 100 % af deres tilgodehavende fra Full Tilt Poker?

Ifølge alt det, som der er blevet indikeret indtil videre, så får spillerne hele deres tilgodehavende tilbage.

Skal man betale skat af tilgodehavendet i Danmark?

Ja, det skal man faktisk. Man skal dog huske, at det er retserhvervelsestidspunktet, der er gældende – det vil sige, at man skal opgøre gevinsten i selvangivelsen for det/de år, hvor man har vundet gevinsten.

Det gør man rent praktisk ved at rette henvendelse til SKAT og bede om at få korrigeret sin selvangivelse for det/de år, hvor man har vundet pengene. Det er kun nettoresultatet for spillet, der skal opgøres, så hvis du samlet har været tabende spiller, skal pengene naturligvis ikke beskattes.

Hvad vil PokerStars gøre ved de såkaldte ”phantom deposits”?

I månederne inden Black Friday kom det frem, at Full Tilt Poker krediterede brugernes spillekonto, men pengene blev ikke trukket fra spillernes bankkonto.

Det vurderes, at der i alt er tale om hele $130 millioner, som ikke er blevet indbetalt.

Det er nok muligt at undersøge de manglende indbetalinger i Full Tilts gamle systemer, og i aftalen mellem PokerStars og det amerikanske justitsministerium står der, at PokerStars har ret til at få adgang til at undersøge det. Samtidig har de ret til at indkræve pengene fra tredjepart.

Men om PokerStars også rent faktisk vil indkræve pengene, er for tidligt at svare på, da det er en kompliceret sag.

Barry Greenstein
Barry Greenstein vil betale sin gæld tilbage.

Hvad sker der med den gæld, som en række tidligere FTP-proffer som Barry Greenstein og Phil Ivey havde til Full Tilt Poker?

Efter Black Friday viste det sig, at en række spillere, som havde været sponsoreret af Full Tilt, havde fået et lån af firmaet. På listen var prominente navne som Phil Ivey.

I forliget mellem PokerStars og det amerikanske justitsministerium er det oplyst, at PokerStars får overdraget aktivet og kan dermed indkræve pengene. Spillerne er listet i et Excel-ark med titlen "Pro Loans revised - 19th Jul with Ray comments".

Barry Greenstein har oplyst på forummet Two Plus Two, at han vil betale sin gæld tilbage til PokerStars. Faktisk har han bare ventet på at finde ud af, hvem han skal betale til.

Om PokerStars også vil gå efter de andre skyldnere, vil vi få at se.

Hvad sker der med de resterende anklager mod en række personer fra Full Tilt Poker, PokerStars og Ultimate Bet, blandt andet Isai Schienberg og Ray Bitar?

Selvom PokerStars har indgået et forlig, så er der stadig en række anklager mod de folk, som stod bag PokerStars, FTP og Ultimate Bet/Absolute Poker.

11 personer blev anklaget, hvor tre af dem, Isai Scheinberg og Paul Tate fra PokerStars samt Scott Tom fra Absolute Poker, endnu ikke har overgivet sig til myndighederne.

ray bitar 18446
Ray Bitar kan se frem til at komme for retten.

Derfor er der endnu ingen afklaring i disse tre personers tilfælde, men i forbindelse med forliget kom det frem, at Isai Scheinberg ikke må arbejde for PokerStars eller Full Tilt Poker, indtil hans sag er afgjort.

Flere af de øvrige anklagede personer har erklæret sig skyldige og modtaget straf.

Ira Rubin fik tre års fængsel og en bøde på $5 millioner, mens Absolute Pokers Brent Beckley skal 14 måneder bag tremmer.

Direktøren for Full Tilt, Ray Bitar, overgav sig til myndighederne i begyndelsen af juli, og chef for Full Tilts betalingsafdeling, Nelson Burtnick, meldte sig også, da han vendte tilbage til USA i tirsdags.

Begge venter nu på deres straf.

Vil det amerikanske justitsministerium gå efter de penge, som der blev udbetalt til FTP-ejerne, da firmaet var insolvent?

I månederne inden Black Friday modtog Full Tilts aktionærer stadig udbetalt over ti millioner dollars i alt, samtidig med at firmaet teknisk var insolvent.

Hvis det amerikanske justitsministerium vurderer, at pengene blev udbetalt ulovligt, så vil de have gyldig grund til at gå efter dem. Det er det store spørgsmål i denne sag, som vi desværre endnu ikke ved så meget om.

Det eneste, vi ved, er, at indtil videre er kun Howard Lederer og Chris Ferguson nævnt i anklageskriftet – mens de øvrige ejere som blandt andet Gus Hansen ser ud til at gå fri.

Hvordan vil PokerStars brande det nye Full Tilt Poker? Vil de hyre spillere, som tidligere reklamerede for FTP?

Hvis man tager i betragtning, at PokerStars kun har 90 dage til at relancere siden, og samtidig nærlæser PokerStars udtalelser, så virker det til, at Full Tilt Poker ikke kommer til at adskille sig voldsomt meget fra før.

PokerStars har ellers ikke fortalt meget om, hvordan Full Tilt kommer til at se ud, eller om man vil hyre de gamle proer.

Hvordan vil rakeback og rewards-systemet blive på den nye side, og kan man stadig regne med sine gamle rewards-point?

Lee Jones fra PokerStars oplyser, at man endnu ikke har besluttet sig for, hvad man vil gøre med pointene, men at man vil lave en fair løsning.

Der er ikke kommet noget frem om, hvilke kampagner man vil have på Full Tilt Poker, men mange i pokerverdenen håber på, at det bliver i stil med 27% i rakeback som tidligere.

Vil det lykkes Stars/FTP at komme ind på det amerikanske marked, hvis loven tillader det?

Det er et meget vigtigt spørgsmål, men samtidig også enormt svært at svare på.

Amerikanerne må ikke spille online poker, og en ny lovgivning ser ud til have lange udsigter. Selv hvis online poker bliver lovligt, er der ikke garanti for, at PokerStars og Full Tilt vil få licens.

I forliget står der, at de må ansøge om licens, når lovgivningen skulle komme på plads. Det tyder samtidig på, at de vil kunne søge om licens på lige vilkår som de andre ansøgere.

I kommentarfeltet herunder kan du skrive spørgsmål. Vi vil prøve at komme med et kvalificeret svar hurtigst muligt.

Formularen ikke udfyldt korrekt!

Fejl i kommentar

Vent venligst tre minutter med at tilføje endnu en kommentar.

Ingen kommentarer

ALTERNATIV CASINO
Pokerside rangering Bonus
1 LeoVegas Casino kr10,000 Anmeldelse