Spillemyndigheden optrapper aktiviteten
Nu ser det for alvor ud til at Spillemyndigheden har besluttet sig for slå hårdt ned på pokerklubber, der endnu ikke har licens. Mandag var det Jyllingevej pokerklub, der fik uventet besøg.
De fleste pokerklubber i landet har mere eller mindre fortsat med at udbyde turneringer i samme skala og med samme buy-ins som tidligere her i 2010. Det eneste problem med det, er at det ikke længere er lovligt.
Den nye pokerlov, det blev vedtaget for nylig, siger helt klart at buy-in til en turnering kun må være på 300kr og den maksimale præmiepulje ikke må overstige 15 000kr. Desuden skal man ansøge om licens fra Spillemyndigheden, hvis man vil afholde pokerturneringer.
I øjeblikket er der ingen pokerklubber, der har licens, men med den kraftige indsats fra Spillemyndigheden her i januar, så ser det ud til at det ville være en god idé at få fat i en sådan.
Først gik det ud over et arrangement på Park Café i København, så var det Mermaid Tour på Casino Munkebjerg der blev aflyst og sidenhen har Næstved Pokerklub også haft besøg af Spillemyndigheden.
Christina Orth, der er formand for Jylingevej Pokerklub, var hurtigt ude med en kommentar i forummet efter besøget fra Spillemyndigheden.
" Som i alle jo nok allerede ved fik klubben besøg af spillemyndigheden i går. Vi havde valgt at sætte turneringen i går i gang, da jeg havde glemt at aflyse den på hjemmesiden, og der derfor kom en masse spillere til turneringen...
Vi skulle selvfølgelig aldrig have sat turneringen i gang men med en smule pres fra vores medlemmer som havde glædet sig til at spille valgte vi at gøre det.
Klubben er ved at søge spillelicens og MÅ selvfølgelig ikke afholde turneringer uden en licens....
Vi holder selvfølgelig klubben åben så i kan kikke forbi efter arbejde og hygge som vi plejer men dette bliver dog uden PokerTurneringer indtil vi har vores licens.
Håber i er forstående og at i vil se frem til vi får vores licens så vi igen kan spille poker med hinanden
Jeg har møde med politi og snakker med spilmyndigheden senere på dagen, jeg skal nok lige holde jer opdateret på udviklingen...."
Der er så mange danskere, der nyder at komme i disse fantastiske klubber, hvor der virkelig bliver gjort noget for spillerne. Desværre bliver poker i Danmark stadig set som et hasardspil og derfor er der udarbejdet denne forholdsvis strenge lov, der godt nok giver mulighed for at man kan spille poker, men egentligt kun i et begrænset omfang.
Hvorfor må man gå ned i en spillehal og spille hele formuen væk på en enarmet tyveknægt, når man ikke må komme i en pokerklub og spille en turnering til mere end 300kr?
Når liberaliseringen af spillemarkedet højst sandsynlig træder i kraft inden for det næste års tid, vil udenlandske spille sites sikkert ansøge om licens i Danmark og deciderede spillebutikker vil måske skyde op over alt. Her vil man have muligheden for at gå ind og spille for enorme beløb, men det ændrer ikke på det faktum, at man i en pokerklub kun må spille turneringer til 300kr.
Det giver umiddelbart ingen mening. Den lov skal revideres.
Kommentarer
0Ingen kommentarer endnu