Seinfeld-stjerne fortæller om home games i Hollywood
Der spilles stadig masser af poker blandt filmstjernerne i Hollywood, fortæller Jason Alexander, nok bedre kendt som George Costanza.
Skuespilleren Jason Alexander blev kendt i 90’erne fra kultserien Seinfeld, hvor han spiller den kejtede George Costanza.
Der er dog ikke meget kejtet over Jason Alexander i dag, hvor han næsten ikke er til at kende med masser af hår på hovedet (efter en hårtransplantation) og et rigtigt trucker-overskæg. Alligevel blev han opdaget blandt spillerne under årets WSOP, hvor han dukkede op på dag 1c og faktisk formåede at spille sig videre til dag 2.
Jason Alexander har været med ved WSOP det seneste par år, og han har været med i flere pokerprogrammer på TV. Han er samtidig kendt for at være en flittig deltager i de home games, som bliver spillet i Hollywood på privat basis.
Pokerlistings fangede ham og fik en snak med ham om de berygtede home games i Hollywood, og han bekræftede, at de stadig finder sted:
- Pokersamfundet i Hollywood lever stadig i bedste velgående. Der er masser af gode home games, og der er mange velgørenhedsturneringer, så vi får mulighed for at spille ret ofte, fortæller Jason Alexander til Pokerlistings.com.
- Jeg bliver ofte overrasket over, hvor gode de andre er, specielt de kvindelige skuespillere. De kommer til bordet og spørger ”Er en konge bedre end en knægt” eller noget i den stil, og før man får set sig om, har man blødt alle sine penge væk til dem, siger Alexander og nævner blandt andet Teri Hatcher (kendt fra Supermand-serien og Desperate Housewives) og Mimi Rogers (skuespillerinde og tidligere gift med Tom Cruise) som nogle af de gode ”skuespillere” ved bordene.
Seinfeld-stjerne fortæller dog samtidig, at der ikke bliver spillet helt så meget som tidligere.
- Desværre har online pokerens død i USA betydet, at der er færre spil i dag. Jeg venter stadig på, at en eller anden i den amerikanske regering siger: Ved du hvad, vi kan måske tjene skattekroner på dette her!
Se interviewet med Jason Alexander herunder.