PokerListings’ nytårstale 2014: Annus horribilis eller et vendepunkt?

Share:
31 december 2014, Skrevet af: PokerListings.dk
PokerListings’ nytårstale 2014: Annus horribilis eller et vendepunkt?

Året går på hæld, og her på PokerListings’ redaktion tager vi bakspejlet frem for at gøre status for pokerscenen i Danmark.

2014 var bestemt ikke et år, man kan beskrive som et jubel-år for dansk poker.

Set fra railen har der ikke været specielt mange resultater at hejse flaget for, og vi må nok være ærlige at sige, at de danske spillere, som har gjort opmærksom på sig selv internationalt, er i negativ forstand.

Senest er det kommet frem, at en kendt dansk pokerspiller har svindlet sine pokerspillende venner for et tocifret millionbeløb i alt.

En historie, man nok ikke lige havde set komme i Danmark, hvor kriminaliteten er lav og folk generelt er til at stole på. At der er tale om mulig svindel for så store beløb er rystende, og hvis det samtidig skulle passe, at den danske pokerspiller har relation til scamforsøgene ved EPT-turneringerne i Barcelona og Berlin, er der en uoverskuelig stor skandale under opsejling.

Det kan ikke undgå at gå hårdt ud over dansk pokers renomme, også selvom det kun skulle vise sig at være en intern affære i det danske highstakes-miljø.

Nedtur for profilerne

Vi kan næsten håbe på, at Gus Hansen har været et af scam-ofrene, for hvordan skal man ellers forklare den nedtur, han har været på? I løbet af året har han rundet et minus på $20 millioner, hvilket gør hans konto på Full Tilt den mest tabende nogensinde – hvem skulle have troet det for fire år siden, hvor han var den mest vindende...

shark cage gus hansen 2
Gus Hansen i hajburet, hvor han vist befandt sig det meste af året.

Det har gjort ondt at følge Danmarks største pokerprofil i de seneste år, for han er en sympatisk og venlig person, der både har delt ud af sine sejre og nederlag med samme sind. Og så er han altså stadig en fremragende pokerspiller, som dog desværre er fast besluttet på at spille mod nogle, der er endnu bedre.

Nu er Full Tilt-dagene slut, men alligevel har han lavet et comeback på det seneste og duellerer atter med highstakes-hajerne.

Spørgsmålet er, hvor længe det holder. Graver han sig bare endnu længere ned i hullet, eller er han blevet klogere? I hvert fald vil vi gætte på, at 2014 er et år, som Gus helst vil glemme.

Turneringsmæssigt har vi også måttet se langt efter succes. Det er ganske vist blevet til en række flotte resultater ved specielt Henrik Hecklen, men det kan ikke ændre på, at 2014 sluttede uden en dansk sejr ved en af tre store, EPT, WPT eller WSOP.

Det handler selvfølgelig meget om held, men der har også været færre danske spillere til stede ved de store turneringer. Ved f.eks. WSOP Main Event var antallet af danske spillere det laveste i årevis, og det er et tegn på, at der er færre danskere, som satser på poker som levevej.

Godt nyt for hobbyspillere

Men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at interessen for poker er dalende i Danmark. Faktisk har Casino Munkebjerg oplevet et mindre boom i deltagerantallet ved turneringer, og Casino Marienlyst er f.eks. begyndt at tilbyde poker.

IMG2813
Fuldt hus ved Battle of Malta og andre mindre pokerturneringer.

Det følger i tråd med det, som PokerListings også har oplevet i forbindelse med vores Battle of Malta-turnering. Der er mange, som gerne vil prøve at spille turneringer og prøve sig selv af, men de vil altså ikke kaste €5.000 efter en EPT-turnering.

Et buy-in på €550 som i Battle of Malta eller et par tusinde kroner som ved Casino Munkebjergs turneringer er noget, som trækker spillere til i øjeblikket.

Vi kan også nævne de landsdækkende DAPT-turneringer, som på grund af lovgivningen kun må have et buy-in på 300 kr og maksimalt 50 spillere. Her får flere og flere poker-spirer også testet sig af og får en god oplevelse.

Det beviser, at der stadig er grøde i dansk poker, og at spillerne er der. Måske har de ikke så meget tid eller så mange penge, som de havde engang, men lysten er der.

I øvrigt også noget, som online-pokersiderne er blevet opmærksomme på ved at kræse mere for hobbyspillerne i stedet for grinderne. Spin & Go på PokerStars er et godt eksempel, da hobbyspillere ikke behøver og sidde i flere timer i håb om en stor payday for få penge.

Vi danskere vil gerne spille poker. Nu gælder det så bare om at tilbyde de turneringer og former for spil – både live og online – som folk vil spille.

Så måske kan 2014 kategoriseres som et vendepunkt, hvor året for en gangs skyld ikke kom til at handle så meget om Gus Hansen (i positiv forstand) og danske turneringstriumfer, men i stedet om et boom i mindre turneringer?

Det er positivt på mange måder, og forhåbentlig kommer vi her på redaktionen til at skrive endnu mere om det i 2015.

Godt nytår til jer alle!

Share:

Formularen ikke udfyldt korrekt!

Fejl i kommentar

Vent venligst tre minutter med at tilføje endnu en kommentar.

Ingen kommentarer

×

Sorry, this room is not available in your country.

Please try the best alternative which is available for your location:

Close and visit page