Du har måske set Phil Laak i TV-shows som Poker After Dark og High Stakes Poker.
Han er en af de mest kendte personligheder i pokersamfundet, og fokuset er ikke blevet mindre efter han begyndte at danne par med skue- og pokerspilleren Jennifer Tilly.
Hvis du ikke kender hans baggrundshistorie, så har du chancen her. PokerListings Fred Guillemot mødte amerikaneren i forbindelse med WSOPE i Frankrig og fik ham til at fortælle lidt om sin baggrund.
Det kom der et laaaangt interview ud af, men ikke desto mindre er det spændende at høre ham fortælle om de mærkelige ting, han har været involveret i gennem årene. Håber, at du derude hænger på og læser med!
PokerListings: Hvordan blev du interesseret i poker?
Phil Laak: Det var på 41E 68th Street i New York i 1999 på en klub, hvor jeg af og til spillede backgammon. Der var en fyr, som vi kaldte Chucky, og som spillede lidt poker.
Han forsøgte at overtale mig til at spille poker med ham, men jeg gjorde det ikke. Men en dag sagde han de magiske ord: ”Der er et poolbord der”.
I New York i 1999 skulle man betale $14 for at spille pool i en time, og man skulle vente i en evighed. Så jeg tog med ham og spillede pool, mens 30 fyre sad ved tre borde og spillede poker.
Det gjorde jeg nogle gange, indtil jeg en dag begyndte at lægge mærke til, hvad der skete på pokerbordet, og det var det bedste, jeg havde set i mit liv. Der var en fisk, så da vi forlod stedet, spurgte jeg Chucky hvor ofte ham fisken kom for at spille.
Hans svar: Hver eneste dag.
Jeg vidste intet om poker, men det var der, jeg besluttede mig for at spille. Jeg læste en bog om poker den aften, og næste dag tog jeg hen på klubben for at spille.
Det var penge, der motiverede mig, men 20 minutter senere begyndte jeg at nyde spillet og blev forelsket i det. Hvilket var dejligt, for uanset hvor mange penge man kan tjene, kan man ikke holde det ud ret længe, hvis man ikke elsker det, man laver.
Jeg har læst, at du har haft mange forskellige jobs, blandt andet som havemand og repo man (et job, hvor man forsøger at finde frem til stjålne biler, red.). Hvilket var det værste, og hvilket var det mest spændende?
Det var faktisk det samme job, repo man. Det job var det mest spændende i 14 dage og endte med at være det værste.
Først syntes jeg, at det var det sjoveste at stjæle biler – hvilket faktisk var den måde, som repo-mænd kalder det, selvom det var lovligt – så det var virkelig spændende.
Men det viser sig hurtigt, at 92% af tiden kører man rundt for at finde bilen. De næste 4% går med at lægge strategi for at få bilen. Og så går de sidste 4% med at få fat i bilen, hvilket selvfølgelig er det eneste spændende.
Jeg var ikke engang klar over, at det var et farligt job. Jeg kan huske engang jeg var i San Diego, og vi havde fundet frem til en bil og kørt 50 miles til Escondido, og helt ærligt – det lignede en scene fra Breaking Bad. Der så ud til at være et narkolaboratorium der, det var virkelig et mærkeligt sted.
Jeg var nybegynder i at ”stjæle” biler, og da bilen var fra 1958 og lidt af et vrag, kunne min kollega ikke åbne den med den million nøgler, han havde. Han fandt ud af, at han blev nødt til at tage det hele ud af bilen og starte den.
Det tog jo et stykke tid, og så begyndte en hund at gø efter os. Og så kom der en mand ud fra huset. Mand, jeg har aldrig været så bange i mit liv!
Well, måske kun fjerdemest bange. Men det var meget skræmmende. Fyren kom ud med et oversavet jagtgevær og - lad os sige det sådan, at han så ud som en, der allerede havde slået en ihjel før.
På det tidspunkt sad jeg i passagersædet og skræmt fra vid og sans. Men det vildeste var, at min kollega bare kiggede på mig og sagde med et smil: Don’t worry ’bout it!
Han begyndte at råbe efter ham med geværet og blev bare ved med at arbejde på bilen. Manden med geværet begyndte så at smadre vinduet på bilen og pegede på min kollegas hals og sagde: Du har tre sekunder inden jeg trykker på aftrækkeren.
Og helt ærligt, der var ikke tvivl om, at det ikke var et bluff, han var sindssyg. Det lykkedes os at starte bilen og køre ned ad den lange indkørsel, men i mellemtiden var fyrens drukvenner kommet ud på græsplænen og kastede sten efter os!
Heldigvis var den 2 om natten, så de kunne ikke rigtig se os, men takket være lyset fra huset kunne jeg se silouetterne af dem og hvor stenene kom fra. Og det var store, store sten. Store nok til at slå ihjel.
Det var selvfølgelig sidste dag, jeg havde dette job. Jeg spurgte ham, hvor ofte sådan noget skete, og han sagde en gang om måneden. Man burde tro, at han ville have fortalt mig om det før! (griner)
Alt i alt var det sjovt. Det var også der, jeg lærte ”skip tracing”. Det er når man prøver at opspore nogen, og man ved ikke hvor de er, og hvordan man kommer i kontakt med dem.
Så skal man prøve at komme op med en eller anden historie for at få fat i dem, foregive at være deres fætter eller noget indtil man finder ud af, hvor fyren befinder sig.
Jeg var også day trader en overgang hvor jeg arbejde med hedge funds og det hele. Det var efter, jeg arbejde som ingeniør, hvor jeg startede på at lære C++ - eller rettere sagt lære det igen, da jeg havde det på college, men dengang havde jeg intet begreb om, hvad jeg lavede.
Jeg troede altid på, at jeg kunne lave det bedste computerspil i verden, så jeg besluttede mig for at blive den bedste programmør i verden – jeg ønskede at være i et meritokratisk miljø, hvor det ikke ville have betydning, at du droppede skolen, når du bare var den bedste programmør i verden. Jeg ville bare være et geni til noget.
Så da jeg var i gang med det, blev jeg meget interesseret i finansverdenen. Jeg ville investere penge og det hele. Jeg ville altid bruge min hjerne til at slå systemet og komme ud af matrixen. Komme derud og tjene penge, betale huslånet og regningerne og slutte måneden med $8.
Derfor begyndte jeg at lege med på aktiemarkedet, og så fik jeg en hedge fund – det var min mor, far og fætter – omkring 22 folk. Det er utroligt, at i Amerika behøver man ikke specielle kvalifikationer for at styre en hedge fund, så længe der kun er under 100 i den – og det gør ikke forskel om der er tale om en dollar eller en million.Venskabet med Antonio Esfandiari ændrede livet for Laak.
Jeg synes det var fantastisk, da jeg ikke ville tilbage på skolebænken for at få en uddannelse.
Så det gjorde jeg i et stykke tid, men så indså jeg, at det er meget nemmere at satse dine egne penge. Det er sjovt, ligesom spil. Men jeg kunne ikke rigtig lide at spille for min mors eller brors penge.
Jeg ville ikke spille for deres penge, så til sidst stoppede jeg det. Det gik dog meget godt med mine egne penge, så nogle gange tænker jeg på, hvad der kunne være sket. Det har jeg tænkt på i snart 20 år, da jeg kunne have været i den verden nu.
Da jeg mødte Antonio ved WSOP i 2000, var jeg netop vendt hjem efter at have rejst verden rundt for at finde det bedste sted at spille poker. Jeg lærte poker i 1999 og tog så fra casino til casino Både Sydamerika, Mellemamerika, Europa, osv.
Dengang mente jeg, at det bedste sted at spille på planeten var Aviation Club i Paris. Desværre havde de ikke noget separat rum med air-condition, som de har nu, så man måtte leve med røgen. Det hadede jeg.
Paris var det eneste sted, hvor jeg troede, at jeg kunne tjene penge – hvilket var fantastisk, da jeg elskede byen – men jeg kunne bare ikke lide røgen. Derfor besluttede jeg mig for at tage tilbage Wall Street for at blive daytrader.
Jeg fik faktisk aldrig penge for det. Min ven var chef for omkring 70 daytradere, og han lod mig sidde ved siden af den bedste af dem. Den fyr tjente omkring 10-20.000 dollars om dagen, men ligeså god han var til at tjene penge, ligeså dårlig var han til at forklare, hvad han lavede, og lod mig ikke filme det.
Men vi endte med at blive gode venner, da han fandt ud af, at jeg kom fra poker, fordi han tidligere spillede poker i sin frokostpause, og så gik han med til at lære mig om daytrading. Desværre var han den dårligste lærer i verden, men han var god til at lære, så han blev god til poker.
Men så kontaktede Antonio mig heldigvis og sagde: Hvad laver du på Wall Street? Du er jo pokerspiller.
Han ringede af og til fra et casino i San Jose – nok det eneste casino, jeg ikke havde besøgt – og fortalte hvor meget han havde vundet på casinoet, hvilket var store beløb, som jeg næsten ikke kunne forstå.
Til sidst sagde jeg til ham: Ved du hvad, jeg kommer forbi i en uge, så vil jeg spille syv dage i træk, 10 timer om dagen, og så får vi at se.
Casinoet virkede som om, at det havde et super-skjold om det, lidt ligesom i Stephen King-bogen Under The Dome, og ingen proer kendte til det. Det var den bedste velbevarede hemmelighed i verden. Der var omkring 30 håbløse til svage spillere, og så måske tre hajer. Jeg kunne ikke tro det.
Den første dag vandt jeg det største beløb, jeg nogensinde har vundet i mit liv. Det var min største gevinst i gambling, $15.600. I løbet af ugen vandt jeg omkring $35k.
Det var tilbage i 2000, så det var stort dengang. Det var mere eller mindre det øjeblik, hvor jeg indså, at jeg aldrig ville blive så god til daytrading som til poker, så jeg besluttede mig for at fokusere på poker.
Det virker logisk. Du elsker gambling, og du er meget konkurrencemindet. Poker virker som et perfekt match.
Netop! Men hvis ikke Antonio var blevet ved med at ringe, ville jeg måske aldrig have startet. Jeg ville måske være blevet god til daytrading, jeg ville have fundet min ”ting” og så ville jeg ikke være rejst verden rundt for at spille.
Man skal også takke pokerguderne for at lade mig vinde stort den uge i San Jose, for hvis jeg bare havde vundet $2k, var jeg bare vendt tilbage til mit job.
Inden du startede med poker spillede du backgammon. Hvad har de to spil tilfælles? Bruger du din erfaring fra backgammon til poker?
Det er to vidt forskellige spil, da backgammon er et spil med åbne informationer såsom skak, billard eller Go, det er det ikke i poker.Laak startede med backgammon ligesom Gus Hansen.
I begge spil kan man dog blive bedre og bedre, når man studerer spillene og forbedrer ens evne til at tage de rigtige beslutninger. Det er et fælles mønster for de to spil.
Begge spil handler om matematik, men der er også et kreativt element, specielt i backgammon. Man kan blive rigtig god til backgammon uden at have foretaget matematiske udregninger. Det er lidt det samme i poker, mener jeg. Man har kun brug for et par tabeller.
Det er det, jeg godt kan lide i poker: det lærer dig at bruge krybdyrshjernen. Man har ikke brug for det i backgammon, da der altid er en optimal løsning, men i poker skal man mere føle spillet.
Man kan afvige fra det fundamentale afhængig af situationen og man kan stadig vinde penge – eller i det mindste undgå at tabe – selv når man ikke har gode kort. Sådan er det ikke i backgammon, da der er et ideelt spil, og det skal man bruge.
Jeg har læst, at du er meget intersseret i menneskets hjerne og telepati. Du har også fortalt, at du kan læse tanker. Kan du fortælle mere om det?
Jeg husker ikke, hvorfor jeg startede med det, men det var efter college, da jeg startede med at spille. Jeg kan huske, at jeg var meget imponeret over, at nogen kunne mundaflæse en samtale på lang afstand, og det troede jeg var umuligt.
Jeg fik at vide, at det faktisk var super-nemt, da man bare skulle øve ved at se TV uden lyd på. Du vil blive overrasket, hvor nemt det faktisk er, specielt hvis samtalen er tematisk.
Så jeg øvede mig og blev rigtig god til det og kunne mundaflæse fra 20 meters afstand. Så blev det lidt mere ekstremt, så jeg troede, at jeg kunne mundaflæse fra et andet rum uden at kunne se personen.Phil Laak i sin duel mod pokerbotten Polaris.
Man følte sig bare så forbundet til energien, at det føltes telepatisk. Det var klart bare mig, der var blevet lidt skør, men det er ok.
Nogle ting er bare mærkelige. For eksempel tager jeg aldrig tændstikker fra en restaurant, da jeg ikke ryger. Men én gang, jeg ved ikke hvorfor, så følte jeg bare, at jeg skulle gøre det.
Så jeg tog et par æsker tændstikker og tog hjem, og så skete der noget mærkeligt. Lyset gik ud, og Jennifer sagde: Vi har brug for tændstikker, men jeg kan ikke finde nogen.
Men jeg havde nogen. Det var surrealistisk.
Alle oplever sådan noget – f.eks. hvis du vil ringe til din mor, og så ringer telefonen og det er hende. Bare mærkelige tilfælde af synkronisering. Så når man sætter sig ned og tænker meget over det, så er vi måske bare del af et eller andet kosmisk, det samme net, alle os 7 milliarder.
Når jeg er på et TV-bord, og jeg tænker på, at der sidder et par fyre 40 meter fra mig og seks fyre ude i TV-vognen, som alle kan se mine kort, det gør mig helt tosset i hovedet.
Der er en teori, som hedder morphologisk resonans – det er den måde, som fugle navigerer, hvor de er tilpassede til hinanden. Eller hvordan dyr ”opdager” ting på samme tid i forskellige dele af verden. Det er fascinerende. Det er skørt, men jeg ved ikke hvorfor.
Så ja, hvad nu hvis alle som ser dine kort af en eller anden grund hepper på din modstander og de fokuserer al deres energi på at fortælle ham ”Gør det ikke, gør det ikke, gør det ikke”, og så gør han det ikke. Kan vi overhovedet bevise, at der er en sammenhæng?
Jeg kan huske at have læst en bog om et eksperiment, der er blevet gentaget flere gange. Lad os sige, at du sidder i et værelse med et kamera direkte på dig, og du ved, at der kan være en, som kigger på dig på et eller andet tidspunkt, så vil din krop reagere på en speciel måde, også selv uden du opdager det.
Så det er ret freaky, men jeg tror ikke, at der er en form for sammenhæng her. Jeg vil bestemt ikke foregive at vide noget, men det er bare… der er så meget, som vi ikke ved om vores hjerne, vores instinkter, osv.
Du satte på et tidspunkt verdensrekord for den længste poker-session, ville du gøre det igen?
Indehaver af verdensrekorden for længste pokersession online nogensinde.
Ah ja, det var sjovt. Jeg er glad for, at jeg gjorde det, da jeg vidste, at det var min chance. Jeg tror, at jeg kunne have spillet endnu længere. Det begyndte at blive ret ubesværet, da jeg kom over de 100 timer.
Og så efter 110 timer eller deromkring, slog det med med sikkerhed, at jeg let og ubesværet kunne spille for yderligere to dage. Det gjorde mig bange, og mine rationelle tanker slog til, og jeg indså, at det ikke var en god ting at tænke.
Når noget som dette begynder at virke ubesværet, så må det være et dårligt tegn. Så den virkelige grund til, at jeg stoppede, var, at det var blevet ubesværet.
Men dette eksperiment har bogstavelig talt gjort mig til et bedre menneske, så jeg er glad for, at jeg stoppede. Jeg er mere empatisk, jeg er klogere, jeg er mere tålmodig, osv. At spille længere gav bare ikke mening. Jeg er glad for, at jeg havde klarsynet til at stoppe.
Desuden vidste jeg, at 115 var noget, der var muligt for mennesket. ”7-Day Ted” fik ikke sit navn for at spille poker i syv dage, han fik det for at spille i syv dage i træk.. Den eneste forskel var, at folkene fra Guinness ikke var der for at optage det.
Spiller du og Jennifer nogensinde poker sammen?
Ja, vi har en lille heads-up-maskine, eller måske spiller vi lidt heads-up når vi er på flyet, men sammenlagt vil jeg mene, at vi nok har spillet syv timer i alt. Så det er ikke meget.Lidt poker sammen med fru Jennifer bliver det til.
Hun er faktisk rigtig klog, selvom hun i film typisk kommer til at spille karakterer med luft i hovedet. Da hun var barn skrev hun skuespil sammen med hendes søskende, som de opførte i baghaven, og de læste meget.
Det var ikke en velhavende familie, men deres mor tog dem altid på biblioteket. Hun læste næsten alt på biblioteket.
Jeg lyver ikke ved at sige, at da hun var 10 vidste hun mere, end jeg gjorde, da jeg var 20. Jeg havde kun TV, det ødelægger alt.
