2009 Oct 28

Ny pokerlov fra justitsministeriet

Af: Nichlas Hindsberg

Nu er lovforslaget "Lov om offentligt hasardspil i turneringsform" endelig blevet udfærdiget. Vedtages det, kan der igen lovligt spilles poker rundt om i landets pokerklubber.

Pokerspillere i det ganske land har hele sommeren ventet på, at Folketinget kom tilbage på arbejde, så det længe ventede og lovede forslag om poker i turneringsform kunne se dagens lys.

Nu er det så endelig sket. Hasardudvalget bestående af folk fra så vigtige instanser som Rigspolitiet, Dansk Poker Union, Center for Ludomani, Skatteministeriet og Udenrigsministeriet har fået lavet et lovforslag, der gør poker - i hvert fald i turneringsregi - lovligt.

Der er dog visse restriktioner og forholdsregler i lovforslaget, som sætter visse begrænsninger på de spil, der kan tilbydes i klubberne.

Her er et lille udpluk af de mest interessante paragraffer i forslaget:

§1. Deltagere i en offentlig hasardspilsturnering skal være fyldt 18 år.

§5. Der må ikke spilles andet kortspil i lokalerne.

§17. Hver spiller må højst opkræves et beløb på 300 kroner, som skal være betalt dagen inden, turneringen afvikles.

§18. Turneringspuljen må ikke overstige 15.000 kr.

Desuden er alle gevinster skattepligtige.

Forslaget har flertal i regeringen og behandles allerede i morgen. Bliver det vedtaget træder loven i kraft d. 1. januar 2010.

 

Kommentarer

0
  1. Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar