Nuts og flops i oktober

Share:
1 november 2013, Skrevet af: PokerListings.dk
Nuts og flops i oktober

Det har været en travl oktober måned i kalenderen for verdens pokerspillere med både EPT, WSOP og WPT. Også her på redaktionen har vi haft travlt med at dække de mange turneringer.

Det bærer månedens liste over nuts og flops præg af, da vi fik fundet en del store vindere – og nogle tabere – i løbet af oktober.

Desuden har vores kære NemID fundet vej til flops-listen i overbevisende stil.

Nuts i oktober

Mickey Petersen i PokerStars-portræt

PokerStars har lavet den nedenstående minidokumentar (hm, har de ikke kopieret PokerListings Easy Game-koncept?) med vores egen Mickey ’mement_mori’ Petersen. Her følger vi Mickey i hans hjemby London samt under et besøg hos hans kæreste i USA, og der er blandt andet billeder fra EPT Grand Final og hans sejr ved EPT København.

Temaet for videoen er, at Mickey er ”The Traveller”, da han jo rejser en del rundt omkring som professionel pokerspiller. Og har man mødt Mickey ved man også, at han er lidt en verdensmand trods sin unge alder – og her mener vi verdensmand i positiv betydning. Ingen store armbevægelser eller praleri, men bare med en selvsikkerhed og nede på jorden-attitude, som gør ham yderst sympatisk.

Det er også godt at se, at Mickey har fundet kærligheden og nu har mere at gå op i end bare online poker og Magic The Gathering. Man må sige, at han har styr på alt, og her på redaktionen kunne vi ikke lade være med at bemærke, at hans ungkarlehybel i London ikke så ligeså rodet ud, som dengang vi selv var midt i 20’erne og boede alene.

Se videoen herunder:

 

Daniel Negreanu

Det er kun at bøje os i støvet for årets vinder af WSOP Player of the Year, Daniel Negreanu. Canadieren skulle have et resultat i årets sidste WSOP-turnering for at overhale Matthew Ashton i den samlede stilling, og det gjorde han i fornem stil ved at vinde €25.000 Highroller-turneringen.

En ret vild præstation af Negreanu, som også vandt Main Event ved WSOP APAC i Australien, og i det hele taget har 2013 været et fantastisk år for Kid Poker. I alt har han vundet over for over tre millioner dollars i år og været på et finalebord syv gange.  

I interviewet efter sejren i Paris fortalte han, at han måske skruer lidt ned for blusset i de kommende år for at starte en familie, og det er ham velundt. Vi ser frem til flere Kid Poker’e fremover.

Tyskerne

Hvis man siger, at Daniel Negreanu er årets bedste pokerspiller, så kan man samtidig sige, at det er de tyske highrollere, der dominererer i øjeblikket. Det blev understreget i oktober, hvor først en tysk trio bestående af Martin Finger, Tobias Reinkmeier og Christoph Vogelsang tog sig af de øverste pladser ved EPT Londons Highroller-turnering.

Philipp Gruissem2013 WSOP Europe
Gruissem på udkig efter ny highroller at vinde.

Et par uger senere bombede tyskerne videre i London ved Alpha8-turneringen, hvor Philipp Gruissem snuppede sejren foran amerikanske Scott Seiver og med Tobias Reinkmeier på tredjepladsen.

Gruissem vandt tidligere på året Highrolleren ved WSOP APAC, og der har været flere bemærkelsesværdige tyske magtdemonstrationer i Highroller-turneringer i år. Vi husker også Max Altergott, som i sin første EPT-turnering nogensinde Super-highrolleren ved EPT Grand Final, og Niklas Heineckers sejr i Asia Millions i Macau.

”Supergeil”, er nok det ord, som bedst beskriver de tyske highrolleres år.

Flops i oktober

NemID

angry player2
En tilfreds NemID-bruger.

Hvis der vi skulle uddele en førsteplads over månedens flops, så ville NemID komme ind på en sikker førsteplads i oktober. For det er yderst problematisk, ikke kun for spillere, at NemID kan blive lagt ned på den måde, som det skete i 3-4 dage på grund af en ny version af Java.

Burde man ikke have kunnet forudset sådan noget, da man i sin tid udviklede systemet bag NemID og besluttede sig for at benytte en Java-platform? Og kunne man ikke have et system i baghånden, så det var muligt at kunne logge ind på anden vis?

Alt i alt for dårligt af firmaet bag NemID, Nets, som oven i købet jokkede ekstra i spinaten ved at råde folk til at nedjustere til den gamle version af Java – som til gengæld gav en del huller i sikkerheden.

Heldigvis lyder det til, at der er en mere stabil løsning på vej, så der er lys for enden af tunellen.

Ingen danskere ved WSOPE

Det er ellers ved WSOPE, at Theo Jørgensen og Jesper ’Kipster’ Hougaard har vundet bracelets, men det seneste par år har der været forsvindende få danske spillere til den europæiske version af WSOP. Det var også tilfældet i år, hvor det kun var Murat Hansen, som havde fundet vej til Paris – han bor i øvrigt til dagligt i Schweiz.

Jesper Hougaard
Får vi aldrig dette at se igen?

Alt i alt er det lidt underligt, at danskerne dårligt nok var repræsenterede ved WSOPE i år, da der trods alt er bracelets – og en god slat penge – på spil. Spillerne hævder selv, at der ikke er den helt store værdi i WSOPE, og så spiller det nok også ind, at man ikke kunne kvalle sig på nogle danske sites.

Desuden håber vi på, at WSOP-ledelsen beslutter sig for at finde et bedre sted end Paris og Frankrig til næste års udgave, da det ikke er det optimale sted. En række mærkelige franske regler gør det umuligt at spille andet end Hold’em og Omaha, og spillerne kan ikke grinde online på grund af det lukkede franske marked.

Desuden var Enghien-les-Bains så langt udenfor Paris, at man dårligt kunne skimte Eiffeltårnet. Det tog over en time at komme ind i centrum, hvilket altså ikke gør stedet specielt attraktivt for pokerspillere, der også gerne vil opleve lidt, når de allerede er af sted.

Phil Hellmuth

Phil Hellmuth
Ikke Hellmuths WSOP-år.

Nu nævnte vi Daniel Negreanu under månedens nuts, da han ved WSOPE tog årets andet bracelet og titlen som WSOP Player of the Year. I poker vil der altid være tabere, og her må man sige, at Phil Hellmuth har haft et rigtig dårligt WSOP-år.

Han spiller jo primært for at vinde endnu et bracelet til samlingen, men i år har han været ret langt fra at vinde. En ottendeplads i $10.000 heads-up-turneringen under WSOP i sommers er årets bedste WSOP-resultat, og i Paris var en 29. plads i event 4 det bedste – og eneste - resultat. Phil Hellmuth spiller så godt som alle WSOP-turneringer, så det er altså ikke specielt imponerende.

”The Poker Brat” snakker altid om, at han er i stand til at læse modstanderne og psyke dem, men det virker ikke til, at den strategi fungerer i øjeblikket. Eller måske er modstanderne bare blevet bedre til at læse ham?

Share:

Formularen ikke udfyldt korrekt!

Fejl i kommentar

Vent venligst tre minutter med at tilføje endnu en kommentar.

Ingen kommentarer