Nuts og flops i marts

Share:
1 april 2013, Skrevet af: PokerListings.dk
Nuts og flops i marts
Theo er tilbage! Og stryger direkte ind på Nuts-listen for denne måned, hvor en useriøs Gus Hansen, en ugidelig Tom Dwan samt en skosælgende pokerverdensmester står for månedens flops.

Theo er tilbage! Og stryger direkte ind på Nuts-listen for denne måned, hvor en useriøs Gus Hansen, en ugidelig Tom Dwan samt en skosælgende pokerverdensmester står for månedens flops.

Marts måned er ovre, og vi er klar med vores bud på, hvad der var nuts og flops i løbet af måneden.

PokerListings var i den forgangne måned i London til EPT-turneringen, hvor vi fik chancen for at være tæt på de største danske pokerstjerner samt mange af de udenlandske. Derfor bærer vores liste naturligvis præg af dette.

Nuts i marts:

Theo Jørgensen

Månedens bedste danske præstation stod Theo Jørgensen for med sin fjerdeplads ved EPT London.  Et flot resultat, specielt når man tager i betragtning, at det blot var fire måneder siden, at han var offer for det voldsomme hjemmerøveri, der sendte ham på de danske avisers forsider.

Han indrømmede selv overfor PokerListings, at tankerne på førstedagen af turneringen stadig var hos familien derhjemme, men som dagene gik, fik han styr på spillet. Faktisk virkede han overordentlig rolig ved bordet og med masser af overskud, så det var et rigtigt godt tegn.

Som han også nævnte i vores interview med ham, så er han og familien kommet sig godt ovenpå den voldsomme oplevelse, så vi er glade over at kunne skrive:

Theo er tilbage!

Rasmus Agerskov

En anden dansk spiller, der gjorde det godt i London, var Rasmus Agerskov. Han kom i pengene under EPT-turneringen, og ugen efter var han helt fremme ved WPT National-turneringen, hvor det blev til et finalebord og en femteplads.

IMG4161
En god uge i "Swinging London" for Rasmus Agerskov.

Godt gået af turneringshajen ’RasA’, som til EPT London var på nogle rimeligt heftige borde med blandt andet Viktor Blom, Steve O’Dwyer og Steven Silverman. Da han var på TV-bordet, blev han kritiseret en smule for at spille tight, men hvem ville ikke det mod den slags løse kanoner.

Vi tror og håber på, at Agerskov kan opnå endnu bedre resultater i fremtiden, så han er bestemt værd at holde øje med.

Carlsberg

Vi faldt tilfældigvis over for denne reklamevideo fra vores danske eksportgigant Carlsberg og syntes, at det faktisk var en meget fed idé. For hvad ville du gøre, hvis din buddy ringede midt om natten og sagde, at du skulle køre ud til Sydhavnen, fordi han havde skyldte penge i poker?

En god påmindelse om, hvad venskab virkelig handler om!

 

Flops i marts:

Gus Hansen

Gus online
Her ser han nu ellers seriøs nok ud!

Endnu en måned, endnu et underskud for Gus Hansen. Han har efterhånden fået sig en fast plads her på floplisten, for siden Full Tilt Poker åbnede i november sidste år, har han været tabende spiller hver måned.

Vi havde fornøjelsen af at interviewe Gus under EPT London, hvor han faktisk virkede meget afklaret med, at han taber masser af penge i øjeblikket. Samtidig indrømmede han, at han havde været for sjusket og useriøs, men at han nok skulle få taget sig sammen og være mere fokuseret.

Umiddelbart var det godt at høre, at han ved, hvor skoen trykker, men der skulle ikke gå ret lang tid, før man så hans mangel på fokus. Dagen efter interviewet spillede han dag 1B, hvor han faktisk lå lunt i svinget, indtil han mistede næsten alle sine chips og måtte nøjes med at tage 11.000 chips videre til dag 2. På dag 2 vælger han så slet ikke at møde op og bare lader sig blinde ud – hvor seriøst er det lige, Gus?

Tom Dwan

Endnu mere useriøs var Tom Dwan ved EPT London. Han kom for sent til duellen mellem Team PokerStars og Full Tilt-proerne – rygterne lød på at han havde sovet over sig, selvom det startede klokken 14 – og i Main Event lavede han noget, som man vel kan kalde ”en omvendt Gus”.

Dwan havde købt sig ind til dag 1B (læs: Full Tilt havde betalt hans buy-in), men han dukkede aldrig op. Hans stack var dog ikke helt forsvundet inden slutningen på dagen, så han havde faktisk næsten ligeså mange chips med til dag 2 som Gus Hansen.

Her har Full Tilt-ledelsen nok haft fat i kraven på ham og bedt ham venligst om at møde op på dag 2, og det gjorde han så – i ca. et kvarter. Efter tre hænder bustede han, og så kunne han endelig holde fri.

Inden duellen mod Team PokerStars fik vores reporter vredet et par enkelte ord ud af den ugidelige amerikaner, som på en pæn måde fik sagt, at han faktisk ikke rigtig gider spille længere og hellere vil ligge på en strand og dase.

Pius Heinz

Måske husker du Pius Heinz, ham den unge tysker, der vandt WSOP i 2011? Efter sejren er det ikke meget, man har hørt til ham, og sidste år blev han også strøget fra listen af Team PokerStars-spillere.

Nu har han fået noget nyt at reklamere for – nemlig discount-sko! Han er med i en reklamekampagne for Deichmann, en tysk kæde af skobutikker, der også er at finde i Danmark. Så vidt vi kan udlede af reklamevideoen herunder (hvor han medvirker i ca et sekund), kan man vist endda komme til at spille poker mod Heinz, hvis man deltager i en konkurrence på Deichmanns hjemmeside.

En pokerverdensmester der reklamerer for discountsko? Ikke specielt god stil vil vi mene, og det svarer vel til, at Peter Eastgate skulle reklamere for Bilka eller lignende. Enten er Pius Heinz på spanden rent økonomisk, eller også har han ikke særlig god forstand på at markedsføre sig selv.

Er du til et Gewinnspiel på tysk, så se og spil med her.

Share:

Formularen ikke udfyldt korrekt!

Fejl i kommentar

Vent venligst tre minutter med at tilføje endnu en kommentar.

Ingen kommentarer