Nuts og flops i april

Share:
1 maj 2013, Skrevet af: PokerListings.dk
Nuts og flops i april

Har vi en ny dansk pokerprofil på vej i Lasse Frost? Og hvorfor græmmer PokerListings’ redaktør over sit hold i Fantasy Poker Manager?

Sneen er forsvundet, foråret er på vej, og ja – selv online poker er tilbage i USA!

Jo, der sker skam noget i pokerverdenen, og Pokerlistings.dk’s redaktion giver dig her det bedste og det værste fra april måned.

Vi må bøje os i støvet for Daniel Negreanu og en dansk EPT-debutant, mens vi har rystet på hovederne over en gabende kedelig afslutning på EPT Berlin og redaktørens evner i drømmeholdskonkurrencer.

Nuts i april

Lasse Frost

De sidste to dage ved EPT Berlin var lidt af en dødssejler at følge med i (se også under ugens flops), og vi ville nok have slukket computeren for længst, hvis det ikke var på grund af Lasse Frost Christiansen. Det var rent faktisk hans første EPT-turnering nogensinde, og han kunne tage 1,4 millioner kroner med hjem fra Berlin efter en flot tredjeplads.

Han gik bogstavelig talt fra at være fuldstændig anonym – symboliseret ved at han indtil dag 5 stod opført i resultatlisterne som Lasse Christiansen – til at være en af finalebordets mest omtalte spillere, nu pludselig kendt under navnet Lasse Frost. På finalebordet spillede han særdeles klogt og rodede sig ikke ud i de helt vilde ting, og det var lige ved at række til en sejr.

Daniel Negreanu

Under EPT London fik vi os en kort snak med Daniel Negreanu og spurgte ham om hans forventninger til WSOP Asia Pacific i Australien. Her var den canadiske Team PokerStars Pro særdeles optimistisk og proklamerede, at han gik efter at vinde to bracelets – der var som bekendt kun fem bracelet-turneringer at spille om.

negreanuwsopapac
Tag den, haters!

Det blev ”kun” til en enkelt bracelet, da han vandt Main Event, og mon ikke at Negreanu er tilfreds alligevel. For ham var det primære mål nok at lukke munden på de folk, som fokuserede på, at han ikke havde vundet et bracelet siden 2008.

Rart for ham, og nu kan han i stedet få tiden til at gå med at diskutere med dem, som siger, at en WSOP APAC-bracelet ikke er en rigtig WSOP-bracelet. For selvom det var en officiel WSOP-begivenhed, så var det jo et fåtal af de store stjerner, som havde taget turen om på den anden side af kloden for at spille poker i Crown Casino Melbourne.  

Online poker tilbage i USA

Ja, sådan da, for indtil videre er det bare et site ved navn Ultimate Poker, som den 30. april fik lov til at tilbyde online poker indenfor staten Nevadas grænser. Det er dog et skridt i den rigtige retning for online poker, og det ventes at flere pokersider følger trop i takt med, at flere stater åbner op for det.

Tidligere på måneden kom det frem, at omsætningen på online poker er faldet med 38 procent siden Black Friday for snart to år siden, så der er virkelig brug for flere spillere, hvis poker fortsat skal være attraktivt. Det har bestemt ikke været så attraktivt at starte med poker, som det tidligere har været, og der skal efterhånden til at ske noget for at puste nyt liv i online poker.

Flops i april

alexander helbig
Actionbillede fra dag 5 ved EPT Berlin. Tyske Alexander Helbig i fuld færd med at raise.

Laaangsomt zzzpil ved EPT Berlin

Vi må tilstå, at vi her på redaktionen gav fortabt på dag 5 af EPT Berlin og slukkede ned for signalet til EPT Live, inden dagen var slut. Selvom Lasse Frost stadig var med, så var det godt nok en overordentlig kedelig omgang at følge de sidste spillere, da der blev spillet forfærdelig langsomt.

Adskillige spillere skulle bruge flere minutter til at bestemme sig, endda inden floppet, og selv ikke den amerikanske online-chef Calvin Anderson kunne skabe meget action, selvom han var med i næsten hver eneste hånd.

Efter Anderson røg ud som nummer 10 blev det en endnu sløvere omgang, da det tog næsten seks timer at få sendt Dashgyn Aliev ud på niendepladsen. Der var ikke meget underholdning at komme efter, måske også fordi det var et rimelig profilløst finalebord (undskyld Lasse Frost!), og der blev samtidig spillet langsomt. Til gengæld blev finalebordet en hurtig omgang, da blinds efterhånden var kommet så højt op, ellers var søndagen også blevet ødelagt.

Beskyldningerne mod Peter Zupp

Kan man koge suppe på Zupp? Ja, der er i hvert fald blevet kogt meget suppe på historien om, at Peter ’Zupp’ Jensen lånte sin iPoker-konto til den svenske highroller Robert ’Gulkines’ Flink, så han kunne pelse Viktor ’Isildur1’ Blom for $800.000. Det kom frem i artikelserien ”The Making of Isildur1”.

De penge endte Zupp og svenskeren med at skulle betale tilbage til Isildur1, der ellers var gået broke. Og så ville historien om den svenske highstakes-legende nok have været væsentlig anderledes, hvis det ikke var sket.

Nuvel, Peter ’Zupp’ er måske ikke Guds bedste barn og Robert Flink var ikke helt flink, men var det virkelig rimeligt, at de måtte sige farvel til hele beløbet? Isildur1 spillede som bekendt mod alt og alle på det tidspunkt, og det var almindelig udbredt mellem highstakes-spillerne at låne hinandens kontoer. Der er langt fra tale om decideret snyd i poker sammenlignet med spillere, der via VPN-netværk spiller fra flere kontoer på samme bord og lignende.

Redaktørens drømmehold

Efter en fornem 12. plads i bold.dks drømmeholdskonkurrence ved fodbold-EM i 2000, var PokerListings.dk’s redaktør, Thomas Hviid, overbevist om, at det ville blive en formsag at lægge sig i front af PokerListings’ liga i Fantasy Poker Manager.

Vi viser lige her redaktørens ultra-stærke holdopstilling til EPT Berlin - resultatet i parantes:

fantasypokerleague
Redaktørens superhold, der desværre fejlede grumt i highrolleren...
  • Calvin Anderson (nr. 10)
  • Theo Jørgensen (nr. 60)
  • David Kitai (nr. 129)
  • Mickey Petersen (nr. 134)
  • Frederik Brink Jensen (røg ud på dag 1B)
  • Faraz Jaka (også hurtigt ude)
  • Bruno Lopes (mest med fordi han er en kendt rapper)
  • Marius Pospiech (hm, fætter til den tidligere FCK’er Zdenek Pospech?)
  • Steven Silverman (røg ud på dag 2)
  • Mathias Tikerpe (longshot fra Estland, lidt ligesom når man vælger en spiller fra Sydkorea til VM)

Det gav 282 point, hvilket rakte til en top 10-placering i ligaen (består i øjeblikket af 50 hold), men desværre fejlede holdet stort i Highrolleren, hvor det ikke blev til et eneste point.

Dermed er redaktørens hold i øjeblikket på en 22. plads i ligaen, og det skal kraftigt forbedres til WPT Montreal senere på ugen, hvis vi skal på næste måneds nuts-liste.

Du kan stadig nå at være med i vores Fantasy Poker Manager-liga, hvor der er præmier på spil efter hver turnering. Kodeordet til vores liga er PLfantasypoker.

Fantasy Poker Manager finder du her.

Share:

Formularen ikke udfyldt korrekt!

Fejl i kommentar

Vent venligst tre minutter med at tilføje endnu en kommentar.

Ingen kommentarer