Negreanu: One Drop Invitational er en klog beslutning

Optimized NWM Daniel Negreanu 2015 WSOP Main Event Day 7 3

Daniel Negreanu ville gerne selv have spillet rigmandsturneringen The Big One for One Drop Invitational, men i stedet må han nøjes med at coache manden bag turneringen.

Med et buy-in på hele €1 million – det højeste buy-in i en turnering nogeninde – burde The Big One for One Drop-turneringen under One Drop Extravaganza-festivalen passe perfekt til Daniel Negreanu. Canadieren er da også rejst til Monte-Carlo, hvor turneringen spilles på det mondæne Casino Monte-Carlo, men denne gang kun for at coache manden bag turneringen, Guy Laliberté.

- Det var Guy, der spurgte mig, om jeg ville hjælpe. Jeg kom for et par dage siden og bor på hans yacht, spiser godt og har fået en drink eller to, røber Negreanu overfor PokerListings, som har fået lejlighed til at forstyrre ham midt i forberedelserne.

Guy Laliberté, manden bag det store Cirque de Soleil, har angiveligvis tabt store summer på at spille poker, både live og online. Spillerne i The Big One for One Drop har mulighed for at få en professionel til at coache sig, og her er Lalibertés valg faldet på Negreanu.

guy laliberte 6669
Guy Laliberté

- Han er nem at coache, men der er selvfølgelig plads til forbedringer. Hovedfokus er på hans short-stack-spil. Guy kan godt lide at se flops, men i turneringer kommer der et tidspunkt, hvor man bliver nødt til at ændre til en all-in-eller-intet-strategi. Det har vi arbejdet med, fortæller Negreanu.

Velgørenhed kun for rige hobbyspillere

Årets Big One for One Drop er den tredje i rækken med et buy-in på $/€1 million. De to tidligere blev spillet i 2012 og 2014, begge gange med deltagelse af pokerens største navne.

Det har Laliberté ændret på denne gang, og årets turnering er kun for inviterede spillere, fortrinsvis hobbyspillere med pengepungen godt polstret.

Et initiativ, som Daniel Negreanu bakker op om.

- Hvis du arrangerer en pokeraften hjemme hos dig selv, må du også selv bestemme, hvem du vil invitere. Guy fik tilbagemeldinger fra hobbyspillerene, at de ikke havde noget imod at donere, men de var ikke interesserede i kun at give penge til profferne.

Derfor synes jeg, at det var en klog beslutning, forklarer Negreanu.

€111.111 af hvert buy-in går til One Drop-velgørenheden, som arbejder for at give rent drikkevand til folk i udviklingslandene. Resten skal de inviterede spillere dyste om.

Daniel Negreanu2

35 spillere er bekræftede, dog er der ikke en liste over deltagerne endnu. Følger man lidt med på de sociale medier kan man dog se, at rigmændene Dan Shak og Paul Newey deltager.

Shak har næsten $9 millioner i live-gevinster og er nok den pokerspillende rigmand, der har haft mest succes i duellerne mod profferne. Han har i øvrigt Scott Seiver med som coach.

Newey er også en skrap herre og blev nr. 7 i den seneste Big One-turnering.

Drives ikke af pengene

Hvordan deltagerlisten ser ud, får vi nok først at se, når kortene deales i morgen ved middagstid. Der er desuden satellit-turneringer, som spilles i dag med buy-in på henholdsvis €10k, €50k og €250k…

Sikkert er det dog, at Negreanu må nøjes med at se med fra railen.

- Jeg ville gerne have spillet, det er helt sikkert en turnering for mig.

At vinde penge fra rigmænd er vel noget, som du altid gerne vil gøre?

- Tro mig, pengene betyder ikke noget for mig – hverken nu eller dengang jeg var broke. Vil du lykkes med noget bare på grund af pengene, tror jeg, at chancen for at opnå succes er betydelig mindre.

Men du får noget for det, hvis Laliberté vinder The Big One?

- Så kommer der en lille andel som tak for indsatsen. Hvis det regner på præsten, så drypper det jo altid lidt på degnen, siger han med et grin.

Der er altså allerede €31.111.115 i præmiepuljen, når Big One for One Drop Invitational begynder i morgen ved middagstid. Der er desuden mulighed for re-entry, så præmiepuljen ventes at blive større.

Finalebordet spilles søndag.

Formularen ikke udfyldt korrekt!

Fejl i kommentar

Vent venligst tre minutter med at tilføje endnu en kommentar.

Ingen kommentarer

ALTERNATIV CASINO
Pokerside rangering Bonus
1 LeoVegas Casino kr10,000 Anmeldelse