Mike Sexton skal vende skuden for partypoker

WPT Montreal Mike Sexton Winner 1

Den 69-årige pokerstjerne skal fremover være med til at udfordre PokerStars’ dominans i pokerverdenen som ny bestyrelsesformand hos partypoker.

I går offentliggjorde selskabet bag partypoker, GVC Holdings, at Mike Sexton er indsat som ny bestyrelsesformand for partypoker og fremover vil spille en stor rolle hos pokersitet.

I 2001 var Sexton med til at grundlægge sitet, som dengang hed Party Poker, men han har primært fungeret som ambassadør. Samtidig var han ansigt for World Poker Tour, som indtil 2015 var ejet af selskabet bag partypoker.

I en pressemeddelelse om Sextons nye erhverv erklærer partypoker samtidig, at man fremover vil:

  • Investere i forbedring af softwaren
  • Forbedre kundeservice, så alle problemer bliver løst på én dag
  • Belønne storspillere bedre
  • Tilbyde bedre kampagner til spillere med mindre bankroll
  • Erklære kamp mod tredjepartssoftware og hjælpemidler
  • Gøre partypoker Live til den største pokertour i verden

Med andre ord vil partypoker altså forsøge at gøre PokerStars rangen stridig som markedsleder i pokerbranchen.

Partypoker har det seneste år været igennem en større omstrukturering og ser nu sit snit til at erobre markedsandele fra PokerStars.

Mike Sexton 2016
Sexton har i flere år været ambassadør for partypoker, men nu skal han ind i maskinrummet hos sitet.

Tidligere på året hyrede sitet EPT-grundlæggeren John Duthie til at stå for den nye partypoker Live-serie, og baseret på den seneste turnering i Nottingham, har pokersamfundet taget godt imod hans tiltag.

Den 2-5. juni spilles der endnu en partypoker Million-turnering i Rozvadov, hvor man for €1.100 kan komme til at spille om en præmiepulje på €1 million.

Sexton: Vi er all-in!

Mike Sexton glæder sig til sin nye rolle, selvom han stopper som kommentator for World Poker Tour.

- For mig er det svært følelsesmæssigt, da jeg har besluttet mig for at forlade World Poker Tour for at fokusere på denne nye rolle. Jeg var med hos partypoker fra starten, helt fra inden der var et navn eller dealet et kort. Jeg oplevede de vilde år med pokerboomet, da vi var det største pokersite i verden, jeg kan huske, at folk sov på kontoret, når vi arbejdede døgnet rundt for at få lanceret ny softwre, og jeg kan huske den første partypoker Million-turnering på et cruiseskib, hvor der var et overlay på $500.000.

- Det var virkelig hårdt at se partypokers nedtur, da vi blev nødt til at forlade USA og se til fra sidelinjen, mens vores konkurrenter blev og fik gavn af vores kunder. Jeg ser virkelig frem til at arbejde sammen med folk, som elsker spillet ligeså meget, som jeg gør.

partypokerlive2
Partypoker LIve har vist, at sitet er på rette vej.

- Vi går ikke efter andenpladsen. Vi er all-in. Shuffle up and deal, lyder det fra Mike Sexton.

Har partypoker en chance for at udfordre PokerStars?

Om den 69-årige amerikaner virkelig kan vende skuden for partypoker og udfordre PokerStars, bliver interessant at se. I øjeblikket ligger PokerStars milevidt foran konkurrenterne med hensyn til trafik og volumen i spillene, og partypoker er end ikke verdens næststørste pokersite.

De ændringer, som Amaya Gaming har lavet med PokerStars de seneste to år, har dog medført en del utilfredshed blandt de professionelle spillere. Dermed er det sandsynligt, at disse spillere vil give partypoker en chance.

I øjeblikket er partypokers software dog ikke på højde med PokerStars eller 888poker, og det kan gøre det svært for partypoker at holde på spillerne.

For at have en chance i kampen mod blandt andet PokerStars, skal partypoker foretage store investeringer i deres software meget hurtigt. Herefter kan de gå all-in på resten, som Mike Sexton ønsker.

Livemæssigt har partypoker dog vist, at de har modet og midlerne til at lave et godt program, der kan udfordre konkurrenterne.

 

Formularen ikke udfyldt korrekt!

Fejl i kommentar

Vent venligst tre minutter med at tilføje endnu en kommentar.

Ingen kommentarer

ALTERNATIV CASINO
Pokerside rangering Bonus
1 LeoVegas Casino kr10,000 Anmeldelse