2012 Jan 16

Indbringende Macau-tur for Gus

Gus Hansen macau
Gus i godt selskab i Macau.
Af: PokerListings.dk

Hele HK$30 millioner (22,4 mio. kr.) skulle Gus angiveligt have vundet ved det helt store nosebleed borde i det asiatiske spillemekka.

Poker King Club på StarWorld Macau var i sidste uge vært for nogle af de heftigste highstakes-spil nogensinde – og heldigvis med en dansker som den store vinder. Gus Hansen kom så og sejrede i vilde cashgames med blandt andet Phil Ivey, John Juanda og Andrew Robl, og lørdag kunne han angiveligt notere sig et plus på HK$ 30 millioner, svarende til 22,4 millioner kroner.

Det er pokerportal.asia, der beretter om nosebleed-bordene, som i nogle tilfælde varede over 24 timer. Her blev der spillet HK$10.000/HK$20.000 No Limit Hold'em ($1.300/$2.600). Hvem taberne har været, er ikke oplyst, udover at det er nogle kinesiske forretningsmænd.

Andrew Robl skulle også have opnået et godt plus på HK$3 millioner, mens Phil Ivey skulle være omkring break even.

Gus Hansen har under sit ophold rapporteret et par gange fra spillene på sin blog. I de to første indlæg fortæller han, at han har spillet i 24 timer og er for træt til at fortælle nærmere, men efter sin store gevinst lørdag løfter han dog lidt af sløret.

- Denne session var mere op og ned end de to tidligere sessions og på et tidspunkt befandt jeg mig på den varme ende af et koldt sæt kort i en tre-vejs all-in, hvor jeg havde esserne – desværre gik det som det gamle ordsprog ”Easy comes, easy goes”.

- Jeg var også knægte vs damer i en anden enorm all-in hånd. Først så det ud som om at jeg var på vej til at vinde dem begge, da der var en knægt i floppet, men så sejlede der en dame ind på riveren, så det blev til et fair resultat med en vunden og en tabt hånd, fortæller Gus i sin blog.

Gus Hansen fortæller ikke noget om sine gevinster i sin blog, men i stedet roser han Poker King Club for en god atmosfære og modspillerne for en ualmindelig god indstilling til spillet. Men det er selvfølgelig også nemt at sige efter at have vundet millioner…

Næste stop for Gus er Australien, hvor han skal spille Aussie Millions samt heppe på Caroline Wozniacki ved Australian Open.

Kommentarer

0
  1. Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar