Forleden læste jeg i et respekteret pokermagasin en artikel, som begyndte således:
”Målet med poker er at vinde flest penge. Det er så simpelt – det er dit mål. Det er derfor, at du spiller poker.”
Det var selvfølgelig ikke det første sted, jeg så dette. Hvis man læser bøger, blogs, ser videoer, og så videre, vil man se det samme blive gentaget igen og igen.
Det er blevet et mantra, som antages at være sandt og aldrig er blevet udfordret. Men jeg vil tillade mig at sige det imod, da det, helt alvorligt ment, ikke er sandt.
Størstedelen spiller ikke poker for at vinde flest penge. Faktisk spiller størstedelen slet ikke poker for at vinde.
Misforstå mig nu ikke – vi vil alle gerne vinde, vi håber på at vinde, og det er også i den forventning at vi køber chips til at spille med. Men jeg tror faktisk ikke, at det at vinde penge er grunden til, at der er millioner, som spiller.
Men hvad er det så?
Så hvis det ikke er pengene, hvad er det så?
Jeg har tænkt meget over det på det seneste og jeg er kommet frem til fem typer af pokerspillere, der alle har forskellig motivation for at spille.
Du vil måske ikke være uenig i min måde at gruppere spillerne på. Det er OK. Det er ikke meningen, at det skal være endelig.
Det er mere ment til at bevise, at der er forskellige former for pokerspillere derude med forskellig psykologisk baggrund, og de spiller for en række forskelligartede grunde.
1) ”For-sjov” spilleren
Denne type spiller poker fordi de kan lide det. De spiller normalt for forholdsvis små indsatser, primært Limit-spil, men af og til prøver de sig af med No-Limit.
Denne kategori, vil jeg tro (jeg har desværre ikke statistisk belæg for det) repræsenterer størstedelen af pokerspillere. Mit gæt er, at mellem 65 til 75% af alle spillere er i denne kategori. Måske er det endnu højere.
Jeg tror simpelthen ikke på, at disse spillere er der for at vinde penge. De er der for at opleve noget og more sig, ligesom dem der sidder i et casino og spiller blackjack, baccarat og – ikke mindst – spillemaskiner.
Nogle gange vinder de, men for det meste taber de. Selv dem, der er en tand bedre og vinder lidt oftere, ender i længden med at tabe, da raken og drikkepengene jo også tæller i regnskabet. Men det er også ok.
De ser det som en oplevelse ligesom at gå på diskotek eller på en restaurant. De forventer at komme hjem lidt fattigere men rigere på andre, mere meningsfyldte, måder.
2) “For sjov og lidt for egoets skyld” spilleren
For nogle er det for sjov plus ego.
Disse spillere er lidt ligesom dem i den første gruppe, men der er et ekstra element. For dem er der et stort element af konkurrence i det.
De kan godt lide, at færdigheder og hårdt arbejde giver resultater, og de forstår, at de kun kan vinde, hvis de virkelig gør noget ud af det.
Jeg tror heller ikke på, at denne form for spillere sætter sig til pokerbordet for at vinde penge. Igen, selvfølgelig er det vigtigt, men pengene er kun en målestok for deres succes.
Når de vinder har de det godt med sig selv, da de har formået at få noget ud af et spil, som de ved er svært at vinde i.
De findes på alle niveauer, alt lige fra små stakes til nosebleed-bordene.
De tager det også som en oplevelse og tabene er heller ikke noget stort problem, hvis oplevelsen var god.
I længden er størstedelen af disse spillere også tabende. Jeg vil formode, at 15 til 20 % af spillerne falder i denne kategori.
3) ”For sjov og kun for småpenge” spilleren
Denne slags spiller er mere seriøs omkring det økonomiske element i spillet.
De har et klart mål: at blive vindende spillere – dog ikke nødvendigvis mange penge.
De har indset, at hvis de skal op og vinde de store penge, skal de lave om på deres spil på flere måder ved at:
- Udse svage spil
- Spille i mange forskellige rum om natten og skæve tidspunkter
- Læse masser af materiale om poker
- Arbejde konstant på strategiske elementer
- Være på forkant med udviklingen af spillet
- Føre noter og statistik
- Deltage i fora og lignende
Det kræver jo en del, og da de fleste af dem har et job, familie eller andre fritidsinteresser, har de simpelthen ikke tid til det – eller også gider de ikke.
Deres mål er at de vil vinde, få et lille overskud, men det er stadig for sjovs skyld.
De synes også, at poker er den bedste måde at fordrive tiden på, da det er den eneste fritidsbeskæftigelse, der ikke koster penge.
Mit gæt er, at 4-6 % er i denne kategori.
4) ”Semi-pro” spilleren
Så går vi over til de seriøse. Disse spillere er dem, hvis hovedindkomst kommer fra et eller andet job, men de har brug for en ekstra indkomst for at få det til at fungere.
De spiller poker for pengenes skyld. De studerer spillet og lærer alle nye tricks og strategier, de kan komme i nærheden af.
De sidder måske og griner og fortæller vittigheder ved bordet, men de har altid fokus på spillet foran dem.
De kender til rake og diverse afgifter. De giver færre drikkepenge end gennemsnittet, de undgår spil med bad-beat jackpots, spiller kun i pokerrum med lav rake og er forsigtige med hensyn til spilvalg.
Jeg vil vurdere, at ikke mere end 3 eller 4 % af alle pokerspillere falder i denne kategori.
5) Pro-spilleren
Det er ikke altid sjovt at være poker-pro.
Her er mantraet, som vi nævnte i starten af artiklen, i den grad sandt.
Den lille skare (jeg vil vurdere, at der maksimalt er tale om 1-2% af alle spillere) er dem, som har poker som deres erhverv.
Det er hvad, det hele drejer sig om. Ingen gevinst = ingen penge til husleje og mad.
Penge er alt.
Jeg kender flere i denne kategori, og – ærlig talt – de har ikke ligeså meget fornøjelse af at spille poker, som de fleste i de øvrige kategorier.
Som de siger: Det er en hård måde at få et let liv på.
Om forfatteren:
Arthur Reber har spillet poker samt opdrættet heste i fire årtier. Han har skrevet The New Gambler’s Bible og er medforfatter på Gambling for Dummies. Han har desuden haft sin egen klumme i Poker Pro Magazine og Fun ’N’ Games, leveret artikler til Card Player, Poker Digest, Casino Player og Strictly Slots.
Indtil for nylig var han professor i psykologi på The Graduate Center ved City University of New York. Desuden har han været besøgende professor ved universitet i Innsbruck, Østrig. I dag underviser han blandt andet på University of British Columbia i Vancouver.
