Hvad kan poker lære af andre spil?

Share:
4 december 2015, Skrevet af: PokerListings.dk
Kategori Gæstebloggen
Hvad kan poker lære af andre spil?

PokerListings’ Arthur Crowson ser nærmere på, hvad der gør et spil så godt, at det også spilles mange århundrede år senere, og hvordan poker kan lære af andre spil.

Når alt kommer til alt, er poker bare et spil. Glem, at det er en milliard-industri med masser af penge, glamour, afhængighed og forsøget på at kalde det en sport.

Det er et spil. Oven i købet et sjovt spil med masser af strategi og dybde. Det er der ikke noget i vejen med.

I øjeblikket er poker lidt ved en skillevej med mindre vækst, udbredelse af Twitch-streams og konkurrence fra e-sports-verdenen. Mange, som tidligere har spillet meget poker, er begyndt at søge mod andre spil.

Så hvad er fremtiden for poker?

Det er et godt spørgsmål, som er svært at svare på, men her er nogle af de ting, som de fleste kan blive enige om:

  • Et boom som vi så i midten af 00’erne kommer næppe
  • WSOP Main Event har ikke den samme tiltrækningskraft som tidligere
  • Spillerbasen med hardcore-grindere kan ikke brødføde sig selv

Poker er dog samtidig et tidløst spil, og der er en grund til, at mange synes det er fascinerende og bruger tid på det i deres fritid.

Selv hvis antallet af spillere skulle fortsætte med at gå ned eller blive mindre hardcore, så bliver spillet ikke dårligere af det.

Så hvordan har andre spil gjort det?

Her ser vi på en bred vifte af spil med forskelligt niveau af seriøsitet og prøver at vurdere, om poker kan lære noget herfra:

Skak

Skak er et af de ældste og mest kendte spil i verden. Garry Kasparov, Bobby Fisher og selv den nuværende stjerne Magnus Carlsen er verdenskendte navne. Skal er et spil med alle informationer på bordet, hvilket betyder, at hver spiller kan se alle brikkerne på samme tid.

Da der ikke er noget held involveret, vil en skakmester kunne slå en nybegynder hver gang. Nye spillere har ikke overblikket over brættet, og de kender ikke konsekvenserne af deres træk. Altså kan skak være et meget udfordrende spil at lære. Omvendt er der også niveauer for hobbyspillere, og man kan spille det online.

I mange år var der større pengepræmier i poker end i skak, men det ser ud til at ændre sig nu. I år var der en skakturnering i Las Vegas med en præmiepulje på $1 million, og der er en tilsvarende turneringsserie med $1 million i gevinster, som Garry Kasparov står bag.

Om skak

Oprindelse: Indien i år 600
Sværhedsgrad: Meget højt
Heldfaktor: Nej
Dybde: Meget komplekst
Aktivt samfund: Over 600 millioner spillere
Professionelt niveau: Adskillige turneringer verden over
Svindel: Der har været enkelte skandaler men intet sammenlignet med poker
Stjernespillere: Gary Kasparov, Magnus Carlsen, Bobby Fischer.
Præmier: Magnus Carlsen vandt $1,6 millioner i FIDE Chess Championship sidste år
Hvad kan poker lære af det: Selvom computere har overhalet menneskene i skak, har det ikke ødelagt spillet. Pokerspillere bør ikke frygte kunstig intelligens så meget.

Matador/Monopoly

Det kendte brætspil findes i næsten hvert hjem, enten som det Matador vi kender i Danmark eller under det internationale navn Monopoly.

Det gælder om at bevæge sig rundt på brættet og købe de dyreste grunde, som man så kan tage leje for, når modspillerne kommer forbi. Målet er at få modspillerne til at gå bankerot.

Manges første oplevelse med brætspil kommer fra Matador, hvilket er lidt mærkeligt, da det faktisk er et ret kynisk spil.

Spillet tager lang tid og afhænger meget af held, og samtidig kan det medføre nogle langvarige psykologiske ar efter at være gået nedenom og hjem i den kapitalistiske verden.

Der er dog lidt strategi forbundet med spillet, og der er faktisk flere turneringer, hvor verdensmesterskabet med en ret pæn gevinstpulje er den største:

Om matador

Oprindelse: 1935 (som Monopoly)
Sværhedsgrad: Lav
Heldfaktor: Høj
Dybde: Lav
Aktivt samfund: 250 millioner solgte eksemplarer
Professionelt niveau: Overraskende aktivt, specielt ved VM
Svindel: Hold godt øje med banken
Stjernespillere: Nicolò Falcone, Christopher Woo.
Præmier: Over 100.000 kr til vinderen af VM
Hvad kan poker lære af det: Hvis man skulle beskrive strategien i Matador, handler det om bankroll management, og det samme gælder for poker. Desuden viser Matador ligesom poker, at spil med kapitalistiske træk er populære.

Magic: The Gathering

I slutningen af 90’erne blev kortspillet Magic: The Gathering  meget populært på skoler over hele verden. Det kan spilles i forskellige formater, hvor det mest kendte er et med to sæt spillekort á 60 kort.

Magic: The Gathering er kendt som lidt et spil for nørder, da der var temaer med drager, demoner og engle på kortene. Der var samtidig også en del strategi forbundet med det, og spillet var desuden dynamisk med nye udvidelser af og til.

I dag er der næsten 20 millioner spillere både online og live, og der er enkelte spillere, som lever af det.

En af forskellene mellem M:TG og andre kortspil er, at kortene i spillet faktisk har værdi. Nogle af dem findes kun i meget få eksemplarer (ligesom samlekort), hvilket betyder, at de bedste spilleres kort kan koste en del penge at få samlet.

Det er en forretningsmodel, som har holdt Wizards of the Coast, spillets ejer, kørende. Firmaet arbejder fortsat på at skabe nye tiltag, så samfundet bliver hængende.

Det betyder dog også, at spillet kan blive ret dyrt, hvilket er negativt for nye spillere:

Om Magic: The Gathering

Oprindelse: 1993
Sværhedsgrad: Højt
Heldfaktor: Ja, det er et kortspil
Dybde: Meget komplekst med nye kort hele tiden
Aktivt samfund: Omkring 20 millioner
Professionelt niveau: Den internationale pro-tour
Svindel: Flere tilfælde med snyd men ikke særligt omfattende
Stjernespillere: Jon Finkel, Kai Budde, Eric Froehlich
Præmier: $50.000 til vinderen af Magic World Championship
Hvad kan poker lære af det: Poker kan eksperimentere med forskellige formater. I M:TG kan spillet ændre sig fra måned til måned, og det er op til spillerne at justere.

Dota 2

Dette spil har skabt overskrifter de seneste år for at have den største enkeltstående præmiepulje indenfor computerspil.

Det er multiplayer-spil (MOBA), hvor to hold med fem spillere hver kæmper om at indtage modstandernes base.

Sammenlignet med andre computerspil er Dota svært at lære, og det kræver meget hurtige reflekser. Dermed er udtrykket e-sport ikke helt forkert her.

Dota 2 er samtidig meget spektakulært at følge med i som tilskuer, og ved turneringen The International var der hele $18 millioner i præmiepuljen i 2015.

Et spil som League of Legends er lidt i samme stil men har endnu flere spillere. Dota 2 er måske lidt for svært for nybegyndere til at få sit mainstream-gennembrud.

Om Dota 2

Oprindelse: 2013
Sværhedsgrad: Meget svært
Heldfaktor: Meget lidt
Dybde: Med 110 spilbare ”heroes” er det meget komplekst
Aktivt samfund: Over 10 millioner aktive spillere
Professionelt niveau: Der er flere store turneringer om året
Svindel: MOBA-spil er generelt meget gennemsigtige, så det er svært at snyde
Stjernespillere: Evil Geniuses, Vici Gaming, Team Liquid
Præmier: Store. Der var $18 millioner i præmiepuljen ved The International i 2015
Hvad kan poker lære af det: At det er en holdkonkurrence er noget, som relaterer til sport. I poker er holdkonkurrencer sjældne, men her er der måske et uudnyttet potentiale, i hvert fald ifølge Alex Dreyfus.

Backgammon

Der er gode chancer for, at du har spillet backgammon, også selv om du først er begyndt at spille poker for nylig.

Flere spillere er kommet ind i poker efter at have spillet backgammon, f.eks. vores egen Gus Hansen.

Ligesom i poker er der et element af held, da terningekastet er meget afgørende. En anden parallel til poker er, at mange synes, at backgammon er kedeligt, hvis der ikke bliver spillet om penge.

De første verdensmesterskaber i backgammon blev spillet tre år før den første udgave af WSOP, også i Las Vegas, men den turnering blev aldrig så populær som i poker.

En anden lighed mellem de to spil er, at der findes bots, der spiller noget nært optimalt, men i modsætning til poker har det taget livet af det meste action online.

Backgammon spilles typisk under private omstændigheder, og her kan der være store beløb på spil. Blandt andet har Gus engang kvittet en pokerturnering, da det var mere lønsomt at spille backgammon mod rigmænd.

Det er generelt et mere populært spil i Europa end i Nordamerika.

Om backgammon

Oprindelse: 5000 år siden
Sværhedsgrad: Mellemsvært
Heldfaktor: Medium
Dybde: Ikke så kompliceret, men der er stadig en del dybde
Aktivt samfund: Over 100 millioner mennesker spiller, men elite-scenen er meget lille
Professionelt niveau: Flere store turneringer
Svindel: Terninger med fyld er en kendt måde at snyde på i backgammon, men det ser man sjældent i dag.
Stjernespillere: Tim Holland, Gus Hansen.
Præmier: I private spil spilles der om store beløb.
Hvad kan poker lære af det: Backgammon har aldrig været så sexy som poker, men det har ikke stoppet spillerne fra at holde fast i spillet.

Hearthstone

Heartstone er et forholdsvist nyt spil, men det er blevet populært på rekordtid.

Det er et virtuelt kortspil, hvor to spillere skal lave et deck ud af hundrede forskellige kort og dyster mod hinanden.

Blandingen af computerspil og online poker er meget synlig i Heartstone, da flere kendte pokerspillere som Daniel Negreanu og Bertrand ’ElkY’ Grospellier er store fans.

I modsætning til poker kan man ikke rigtigt bluffe i Heartstone, og man spiller ikke for penge.

Omvendt er Heartstone et godt sted at starte, hvis man ikke er så bekendt med computerspil, da det ikke kræver så meget træning for at komme i gang.

Heartstone er samtidig ideelt for et medie som Twitch, da det går langsomt nok til, at spillerne kan chatte med følgerne.

På bare to år er der kommet 40 millioner spillere, så det er ret imponerende.

Om Heartstone

Oprindelse: 2014
Sværhedsgrad: Let til mellemsvært
Heldfaktor: Medium
Dybde: Let at lære, men der er flere avancerede strategier på højeste niveau
Aktivt samfund: Meget aktivt samfund med mange spillere og flere hjemmesider og fora om spillet
Professionelt niveau: Overraskende mange, der tjener penge via Twitch-stream
Svindel: I starten var der et problem med bots, men det ser ud til at problemerne er løst
Stjernespillere: TrumpSC, Reynad, FireBat
Præmier: Ved verdensmesterskaberne var der en præmiepulje på $1 million
Hvad kan poker lære af det: Heartstone er virkelig nemt at komme ind i som ny spiller. Poker kunne lære meget fra den måde, som firmaet bag Heartstone introducerer nybegyndere til spillet.

Twister

Klassisk spil for hele familien siden 60’erne, hvor det blev et helt kulturfænomen.

Det er mere et fysisk spil, og man spiller kun 2-3 ad gangen. Målet er at få spillerne til at vride deres kroppe så meget for at nå de forskellige felter, indtil en spiller til sidst må give op.

Det er et spil, som de fleste bliver træt af efter et par forsøg. Alligevel sælger producenten af spillet over en million kopier hvert år.

Der er ingen professionelle spillere og ingen penge på højkant (i hvert fald ikke altid).

Twister er fortsat et af de mest populære spil i verden.

Om Twister

Oprindelse: 1967
Sværhedsgrad: Simpelt, dog svært
Heldfaktor: Ingen
Dybde: Lav
Aktivt samfund: Over 60 millioner har spillet det på et eller andet tidspunkt.
Professionelt niveau: Nej
Svindel: Godt spørgsmål
Stjernespillere: Også godt spørgsmål, måske en yogalærer?
Præmier: Ikke rigtig
Hvad kan poker lære af det: Ikke tage sig selv alt for alvorligt.

Share:

Formularen ikke udfyldt korrekt!

Fejl i kommentar

Vent venligst tre minutter med at tilføje endnu en kommentar.

Ingen kommentarer