Forskellen på Expected Value og Equity

anders jensen
Anders Jensen

Den professionelle pokerspiller Anders Jensen er en af de skarpeste hjerner i Danmark angående pokerteori. Heldigvis for os spillere er han samtidig en af dem, der gerne deler ud af sin viden.

I denne strategiartikel skriver han om to begreber, som begyndere bør have styr på for at analysere poker, Expected Value og Equity.

Af Anders Jensen

Når vi skal tale om og analysere poker, er det vigtigt, at vores begrebsdefinition er ens, så vi undgår misforståelser. To begreber, som ofte bliver forvekslet er Expected Value (forkortet "EV") og Equity. I det følgende vil jeg redegøre for forskellen og hvordan vi bedst bruger definitionerne.

Equity

Equity er meget simpelt og er de odds, du har for at vinde. Lad os tage et simpelt eksempel: Vi kommer all in preflop med AJs mod 88 og vi har 47,32% chance for at vinde hånden og vores Equity er derfor 47,32%. Så simpelt er det.

Chips Cards2013 WSOP EuropeEV035K Mixed MaxDay3Giron8JG0281
Pot equity er den del af potten, der "tilhører" os.

Equityen bliver estimeret ud fra en masse computer simulationer. Et rigtigt godt (og gratis) program til at regne Equity ud, er Equilab. Udover Equity kan programmet også vise os en masse andre avancerede ting.

Vi har også begrebet "Pot Equity" (også kendt som "Poker Equity"), som er den del af potten, der "tilhører" os. Lad os tage ovenstående eksempel, hvor vi har 47,32% og lad os sige, at pottens størrelse efter vi er kommet all-in er $2015. Vores nuværende Pot Equity er derfor $2015 x 0,4732 = $953,5.

Hvornår kan vi bruge begrebet? Poker er et spil af inperfekt information (vi ved ikke hvad vores modstander har) og derfor kan vi sjældent beregne Equityen præcist i spilsituationer. Jeg kan dog anbefale, at man får lært sig alle de elementære procenter (såsom AK vs parrene) samt flere postflopsituationer (hvor meget har vores flushdraw f.eks. mod et overpar osv.).

Expected Value

Expected Value eller forkortet, EV, kan du ikke have undgået at støde på, hvis du frekventer pokerfora, nyhedssider og lignende. Meget ofte bliver begrebet dog brugt forkert, hvilket skaber forvirring i diskussionerne.

Expected Value er hvor meget et bestemt spil vil tabe eller vinde os i gennemsnit. I poker kan vi checke, bette, raise eller folde og alle vil have en bestemt EV-værdi. Nogle af handlingerne vil vinde os penge, vi siger de er +EV og andre vil tabe os penge, vi definerer det som -EV. Vi vil selvsagt alle tage den handling, der har den højeste positive EV-værdi.

Tit vil alle vores handlinger have en negativ værdi, hvorfor vi vælger at folde. Fold har altid neutral EV, dvs 0.

EV-begrebet bruges flittigt i f.eks. PokerSnowie og før du kan arbejde med programmet, er det derfor vigtigt, at du har fuldstændigt styr på EV-begrebet. PokerSnowie vil hele tiden guide os i at lave det spil med den højeste Expected Value, hvilket vi også selv vil stræbe efter, når vi spiller.

PokerSnowie2

Her ses et eksempel i PokerSnowie, hvor vi har AK (Es-Konge). MP har åbnet til 9, Cut Off har 3-bettet og nu skal vi vælge vores handling med AK fra Small Blind. Bemærk, at beregningerne ikke er lavet på, at vi kan se deres kort.

Vi ser, at et call har en EV-værdi på 0,47 Big Blinds ($1,89), et raise en EV-værdi på 0,05 Big Blinds og et fold en EV-værdi på 0 (som altid). Det bedste spil vil altså her være at calle.

Konklusion

Vi har altså fundet ud af, at der er en forbindelse mellem Equity og Expected Value. Vi skal kende vores Equity for at finde vores Expected Value. Equity regnes i % og EV i værdi (f.eks. $ ellers antal Big Blinds) og hvis du kan huske på det, er det nemt for dig at identificere i fremtiden.

Læs mere om Anders Jensen på hans hjemmeside anderspoker.dk.

Formularen ikke udfyldt korrekt!

Fejl i kommentar

Vent venligst tre minutter med at tilføje endnu en kommentar.

Ingen kommentarer