De 33 mest betydningsfulde personer for poker i DK

Gus Hansen
Numero Uno

Danmark er en af de mest succesfulde pokernationer i verden. Vi har EPT titler, WPT titler, WSOP titler og sågar verdensmesteren 2008 var dansker. PokerListings.dk har taget pulsen på Poker Danmark og udarbejdet denne liste med de 33 personer, der har haft, har eller kan få størst indflydelse på poker i Danmark. Det kan være personer, som er fremragende pokerspillere med imponerende resultater, personer, der har ydet et stærkt fodarbejde i kulissen for at udbrede kendskabet eller forståelsen for poker, personer, der har en anden mening om poker end dem, der sidder og spiller spillet, og det kan være personer, der i fremtiden måske skal tage vigtige beslutninger om pokerens ansigt i Danmark. God fornøjelse!

Gus Hansen
Gus Hansen

1. Gus Hansen

Gus Hansen er vel indbegrebet af poker. Han er uden sammenligning den største årsag til pokerboomet i Danmark og måske endda i resten af verden. Med hans aggressive stil på de tv-transmitterede WPT finaleborde i starten af dette årti, åbnede han mange folks øjne for poker. Derudover er han den eneste dansker, der næsten dagligt spiller de dyreste spil på nettet og på Bellagio, hvis han lige er i nærheden.

Han er samtidigt charmerende, underholdende og cool at se på, og derfor er han ubestridt den person, der har haft den største betydning for poker i Danmark.

eastgate
Peter Eastgate

2. Peter Eastgate

Peter Eastgate gjorde i 2008, hvad alle pokerspillere, inklusive Gus Hansen og Phil Ivey drømmer om. Han vandt WSOP Main Event og omkring 52 millioner kroner. En utrolig præstation som ikke kan roses nok. Han har sidenhen været en fremragende ambassadør for Danmark og poker som helhed. Han har fortsat med at levere varen og forsvarede sin titel på imponerende vis med en 72. plads i 2009.

Han er ydmyg, skarp, kender sine egne begrænsninger og indtager derfor selvfølgelig en 2. plads på listen.

Jan Sorensen
Jan V. Sørensen

3. Jan V. Sørensen

Jan V. Sørensen er vel en af Danmarks mest alsidige pokerspillere. Han har været med på pokerscenen i en evighed og hjemførte Danmarks første WSOP armbånd i en $2.500 Pot Limit Omaha turnering i 2002. Tre år senere kom det andet armbånd så i hus, da han vandt i sin favorit disciplin 7-card stud.

Han er tidligere professionel fodboldspiller, udlært murer og har skrevet dansk pokerhistorie. Han får en  flot trejdeplads på listen.

Hostrup
Frederik Hostrup

4. Frederik Hostrup

Frederik Hostrup er både en dygtig pokerspiller og så er han samtidigt manden, der har været formand for dansk pokerforbund.

Med denne fremtrædende rolle er han en kontroversiel person som ikke alle i pokermiljøet er lige glade for. Han har kæmpet for pokeren i flere retssager og det har tæret hårdt på ham. Måske ikke så meget retssagerne, men også den meget kritik omkring hans person.

Heldigvis fortsatte han arbejdet, fordi han ønsker poker skal have en fremtid i Danmark som et videnspil og ikke et hasardspil.

Han er stædig, hårdtarbejdende, kontroversiel og ligger nummer fire på listen.

Jesper Hougaard
Jesper Hougaard

5. Jesper ´kipster´ Hougaard

Jesper Hougaard er en fremragende pokerspiller. Han har en imponerende resultatliste både live og online og har opnået mere begge steder end de fleste andre drømmer om.

PokerStars Sunday Million har han således taget ned utrolige to gange. I 2008 vandt han først et WSOP armbånd i Vegas for senere at gentage bedriften på europæisk jord ved WSOP Europe. Det var han den første i verden til at præstere.

Han er veltalende, ambitiøs og et perfekt forbillede for andre danske pokerspillere. Han får lige en smuk 5. plads på listen.

Winnar!
Theo Jørgensen

6. Theo Jørgensen

Theo Jørgensen er kongen af Omaha. Omaha anses ellers lidt som de unges spil med masser af action, men den grå sølvræv er der ingen danskere, der kommer i nærheden af. Et enkelt WSOP armbånd er det blevet til, og det beviser om noget hans evner på den front.

At han derudover selvfølgelig også er en giftig Hold´em spiller, rap i replikken og ikke er bange for at tage en udfordring op fra de unge wannabees, giver ham selvfølgelig en plads på denne liste.

tom
Tom Behnke

7. Tom Behnke

Tom Behnke er konservativt folketingsmedlem og er drivkraften bag det nyeste forslag om lovliggørelse af turneringspoker. Han har længe snakket positivt om poker og var hurtigt ude med en idé til et lovforslag efter dommen mod Frederik Hostrup. Han udtalte blandt andet, at dette harmløse og ufarlige familiespil selvfølgelig skal lovliggøres.

Han fik ros af Justitsministeren for sit ihærdige arbejde med dette lovforslag, han spiller selv poker og så er han uddannet politibetjent. Vi har brug for folk som ham, og han er selvfølgelig med på listen.

Mikkelsen
Mads Mikkelsen

8. Mads Mikkelsen

Mads Mikkelsen er måske Danmarks mest undervurderede pokerspiller. Ok, han er måske mest kendt for sine adskillige filmroller, men poker, det kan han dælme også spille.

I Casino Royale fra 2006 spiller Mads skurken Le Chiffre og her er han med i et parti poker, som nok er set af flere personer end, der har set Eastgate vinde verdensmesterskabet. Han spiller altså mod selve James Bond og det er altså ikke alle, der kan prale af det.

Han er ultracool, har dametække og så spillede han Tonny i pusher. Det er klart, han med på denne liste.

Soren Kongsgaard
Søren Kongsgaard

9. Søren Kongsgaard

Søren Kongsgaard er sammen med Gus Hansen en af Full Tilts to danske red pros. Det siger vel det meste om Kongens pokertalent. Han brød igennem i 2007, da han blev Danmarksmester i poker og en imponerende nummer tre ved EPT Grand Final i Monte Carlo.

Han er kun lige fyldt 21 år og er uden tvivl en af de mest vindende danske online spillere overhovedet.

Med så store resultater i en så tidlig alder, er der store forventninger til Kongen, som han helt sikkert kommer til at indfri.

Han er ung, analyserende og så blev han beskyldt for at bære damesolbriller på EPT Grand Final finalebordet. Han fortjener en plads på listen.

jensen
Erik Jensen

10. Erik Jensen

Erik Jensen er marketingschef for Casino Copenhagen og er ikke altid lige populær i pokerkredse i Danmark. Det var blandt andre ham, der trak Frederik Hostrup i retten i et forsøg på at få forbudt poker i pokerklubberne rundt omkring i landet. Han står hårdnakket fast ved at poker er et heldspil, og derfor møder han ikke meget kærlighed fra den danske pokerbefolkning.

Han er dog med til at arrangere en af de bedste turneringer på EPT touren, og det skal han selvfølgelig roses for.

Han er bramfri, upopulær og klar til en heads-up mod Gus Hansen. Han er selvskrevet på denne liste.

acemag
Acemag

11. Acemag

Acemag er Danmarks eneste pokerblad. Flere har forsøgt sig på dette marked, men det er kun Acemag, der med fremragende journalistik og velskrevne artikler fra verdens poker brændpunkter, har formået at fortsætte.

Online er Acemag ligeledes de nyhedshungrende pokerdanskeres foretrukne portal for up to date nyheder med alt, hvad der rør sig i denne poker spækkede verden.

Acemag er der for danskerne, har et yderst dygtig team og leverer en spændende pokerblog hver søndag.  I får en tak, fordi i fortsætter samt en plads på denne liste.

Pokernyhederne
Pokernyhederne.com

12. Pokernyhederne.com

Pokernyhederne.com er sammen med Acemag dem der holder sammen på pokeren i Danmark. Altid klar med skarpe artikler, førsteklasses videoer og fremragende billeder. De er der,  hvor det sker og følger de danske spillere i tykt og tyndt. Er der en dansker i en lille flække i Mexico, der har vundet en lille turnering, så kan du læse om det på Pokernyhederne. De lever fuldt ud op til deres slogan Først-Bedst-Tættest.

Pokernyhederne har Danmarks bedste Poker TV, en flok meget venlige medarbejdere og så døbte de Stig Rossen Filttroubaduren. I giver Acemag hård konkurrence og kandiderer til at ryge op ad listen.

mads andersen
Mads Andersen

13. Mads Andersen

Mads Andersen er fra den gamle garde af spillere. Han er som Gus Hansen opvokset i backgammon miljøet og er verdensmester i dette spil fra 2002. I 2005 vandt han endelig en stor turnering, da han på hjemmebanen tog sig af EPT København.

Han er rolig, old school og så har han hevet mere end $1 million hjem i pokerturneringer, derfor har han fået denne plads på listen.

Allan Baekke
Allan Bække

14. Allan Bække

Allan Bække er Danmarks absolut bedste sit and go spiller. Han knuser de højeste spil på PokerStars under navnet 'sifosis' og er derfor frygtet af næsten alle. Med en ultra aggressiv stil tromler han over sine modstandere, og det har givet indtægter i million dollar klassen.

Han har også indtaget de store live turneringer, men et stort resultat der, er det ikke blevet til endnu. Det er dog nok nærmest kun et spørgsmål om tid før hr. Bække hiver en stor titel hjem.

Han er rolig, hans kæreste spiller også poker og så er han en sindig jyde. Han fortjener i høj grad en plads på listen.

Peter Jepsen
Peter Jepsen

15. Peter ´Zupp´ Jepsen

Peter Willers Jepsen var i 2008 indehaver af den største pot vundet online. Det var en pot på mere end $500.000, som efter sigende blev vundet, da Zupp ikke var helt appelsinfri. Zupp er en mand, der er fremme i skoene, så han er nærmest altid med, når de såkaldte grudge matches arrangeres. Han har et kæmpeego og er til tider blevet beskyldt for at være medieluder.

Udover den kæmpe cash game pot, har Zupp også vundet en afdeling af EPT i Polen.

Han er underholdende, skriver godt og så har han hustlet Jesper Hougaard i en 5km løbetur. Det er klart han er med på listen.

Rasmus Nielsen
Rasmus Nielsen

16. Rasmus ´jungleras´ Nielsen

Rasmus ´jungleras´ Nielsen er en af de danske spillere, der er kommet frem på scenen de sidste par år. Det startede med en fjerdeplads ved EPT i København i 2008 efterfulgt af en andenplads i en af WSOP turneringerne samme år. At disse to resultater ikke var rent held, vidner endnu et finalebord ved EPT i København 2009. Hans ekstremt kompromisløse spillestil resulterer ofte i at han nærmest kører bordene over.

Han er desuden en livlig debattør med interessante holdninger på Pokernet og deler gerne ud af sine erfaringer på pokeruniversitetet.

Han er saglig, ekstremt aggressiv og en fornuftig fyr, der uden tvivl fortjener en plads på listen.

erlandsen ept
Morten Erlandsen

17. Morten Erlandsen

Morten Erlandsen har også været med længe. Han er primært cash spiller og har knust de større online spil længe. Han har været meget åben omkring sit spil og er aktiv i diverse forums og brevkasser, hvor han gerne hjælper nye spillere med håndanalyser.

Turneringsspillet halter lidt, og ´Pokergirl´ har stadig sit store turneringsresultat til gode.

Han er en iværksætter, ambitiøs og så hader han at tabe. Han fortjener om nogen en plads på listen.

Martin Wendt
Martin Wendt

18. Martin Wendt

Martin Wendt har også været med altid, synes man. Han var en af de første danske spillere, der var så dygtig at få sig en sponsorkontrakt. Han har flere fornemme live resultater med blandt andet en sejr i William Hill Poker Grand Prix til en værdi af £175.000. Han er ikke bleg for at tage imod udfordringer fra andre spillere og bringer altid kolorit til de turneringer, han deltager i.

Han er frygtindgydende, har overlevet et alvorligt biluheld og så elsker han en kold fadøl. Man kan ikke komme uden om ham på listen.

carlos
Rehne Pedersen

19. Rehne ´Carlos´ Pedersen

Rehne ´Carlos´Pedersen blev den kun anden dansker til at vinde en WPT turnering. Sejren fik ekstremt meget omtale i pressen tilbage i 2005, da præmien til Carlos var på astronomiske 13 millioner kroner. Han har sidenhen ikke leveret det store, men denne sejr har indprentet ham godt og grundigt i historiebøgerne.

Han er Ålborgenser, heldig og så har han slået Patrick Antonius heads-up. En plads på listen, det skal han da have.

sune berg
Sune Berg

20. Sune Berg

Sune Berg er stormester i skak og har uden sammenligning den mest underholdende og velskrevne pokerblog i Danmark. Med fængende citater, super underholdende betragtninger fra det daglige liv og interessante håndanalyser er det en blog, der spænder bredt.

Sune er en del af PokerNetKontoret i det indre København, hvor han sammen med andre professionelle spillere, sidder og grinder til det daglige brød.

Han kan jorde dig fuldkomment i skak, er intelligent og deler ud af sine guldkorn til alle os dødelige. Han er et naturligt valg til listen.

Philip Hilm
Philip Hilm

21. Philip Hilm

Philip Hilm var en del af 1623 poker teamet sammen med Lars Bønding og Mads Andersen, da han i 2007, da han blev den første dansker til at nå finalebordet ved WSOP Main Event. Han spillede en hånd mod Jerry Yang, der sidenhen gik hen og vandt, som stadig diskuteres verden over. En hånd, der beviste at Philip udelukkende gik efter sejren.

Philip trådte ind på pokerscenen i 2006, da han blev nummer 4. ved EPT i København. Det var i øvrigt samme år, Mads Andersen vandt turneringen.

Han er frygtløs, polak og så kan han nedstirre sin modstander, så de tisser i bukserne. Listen ville ikke være den samme uden danskpolakken.

TR
Thomas Rørsig

22. Thomas Rørsig

Thomas Rørsig er informationschef for Danske Spil. Han påpeger en klar tendens til at flere fra pokermiljøet dukker op på center for ludomani efter netpoker er kommet til.  Og har nævnt poker som særdeles afhængigheds skabende. Alligevel er poker for nyligt kommet på programmet hos Danske Spil.

Han elsker at snakke om kontrollerede rammer, er informationschef for en statsejet virksomhed, der mener de kan holde ludomanien i skak ved at have monopol på spil. Hans meninger giver genlyd, og han er derfor med på denne liste.

ravn
Pernille Ravn

23. Pernille Ravn

Pernille Ravn er Danmarks pokerdronning nummer et. Det er desværre småt med dygtige kvindelige pokerspillere i Danmark, så det er da rart at Pernille kan gøre det op for dem alle. Hun arbejder som marketingschef i en tøjbutik, men kan alligevel få tid til at spille poker. En førsteplads i Sunday Warm-up på PokerStars er hendes bedste resultat, men man må håbe at hendes succes, kan få andre kvinder til at forsøge sig.

Hun er smuk, fra Holstebro og så forstår hun at udnytte kvindelist ved bordene. Det er klart at Pernille Ravn skal være med på listen.

brian mikkelsen
Brian Mikkelsen

24. Brian Mikkelsen

Brian Mikkelsen er landets nuværende Justitsminister* og er derfor en meget central brik i pokerpuslespillet. En positiv Justitsminister vil gøre lovliggørelsen af online poker lidt lettere at få trumfet igennem.

Justitsministeren har selv været med til at udforme det forslag om lovliggørelse af turneringspoker i klubregi, som lige er blevet vedtaget i folketinget. Bare det, at poker overhovedet kommer på dagsordenen, er vigtigt for den fremtidige færd mod en komplet lovliggørelse.

Han er klog, besidder en af landets tungeste poster og så er han forholdsvis positiv overfor poker. Han skal være med på listen.

* Brian Mikkelsen blev i går erstattet på Justitsminister posten af Lars Barfoed. Hvordan Barfoed ser på poker i Danmark skal blive spændende at følge.

lotto henrik
Lotto Henrik

25. Lotto Henrik

Lotto Henrik kom på alles læber, da han i 2006 vandt 23 millioner kroner i lotto. Med en fortid som fiskepakker i Hirtshals vendte de mange millioner livet på hovedet for Lotto Henrik. Han havde nu muligheden for at forsøge sig som professionel pokerspiller.

En aftale med Scandic Bookmakers banede vejen for en tur rundt til EPT turneringerne. Det gav ingen større resultater, men et par fine sejre er det da blevet til online.

Han har en Ford Mustang, har brugt 11 millioner på et år og har tidligere været afhængig af enarmede tyveknægte. Nu er han altså også at finde på denne liste.

Lars Bonding
Lars Bønding

26. Lars Bønding

Lars Bønding er stadig en del af 1623 poker, som man kan følge på deres underholdende hjemmeside. Han er en meget stabil pokerspiller, der bliver ved med at hive resultater hjem både live og online. Han har utroligt nok ikke hevet nogle af de større titler som EPT, WPT eller WSOP hjem, men han kredser hele tiden om dem, og det er nok bare et spørgsmål om tid, for den Las Vegas bosiddende dansker. Gus Hansen ranker ham i hvert fald som en af Danmarks absolut bedste.

Han er rolig, har en god blog og et ondt fuldskæg. Han er selvskrevet til listen.

dan
Dan Rachlin

27. Dan Rachlin

Dan Rachlin er endnu en af de danske kendis pokerspillere, som rent faktisk godt kan spille poker. Han er en del af Team Pokernyhederne/Unibet, som turnerer rundt til Unibet Open i Europa. Her har han klaret sig ganske pænt.

Som kendt studievært er han med til at promovere poker i Danmark og har flere gange været med i programmer, som God Aften Danmark og lignende, hvor han kan byde ind med sine holdninger om poker.

Det seneste initiativ er det nye danske pokerprogram Pokermagasinet på DK4, hvor han sammen med Steen O.G. har kendte pokerspillere i studiet til en god og meget saglig snak om spillet.

Han er initiativrig, hæderlig pokerspiller og så er han benhård i en musikquiz. Selvfølgelig er han med på denne liste.

klausen
Jonas Klausen

28. Jonas Klausen

Jonas Klausen er en af Danmarks stærkeste turneringsspiller. Især online har han renset af se seneste år og topper næsten altid onlinelisterne.

Det er en spiller, der altid gør det godt, og samtidig har en fornuftig indstilling til det hele. Live giver han den også gas og har været på flere WSOP finaleborde, hvor det her i 2009, var uendeligt tæt på at blive til et armbånd. Men et decideret setup, gjorde at han måtte tage til takke med andenpladsen. Ingen tvivl om at han på et tidspunkt i karrieren hiver et sådant armbånd hjem.

Han er kølig, klog, har benene på jorden og derfor sniger han sig ind på listen.

Uffe Holm
Uffe Holm

29. Uffe Holm

Uffe Holm ser man alle steder disse dage. Han er med i alle TV programmer, alle radio programmer og nu er han så også med i alle pokerturneringer. Stand-upperen er faktisk en dygtig pokerspiller, der sikkert er uhyre irriterende at sidde til bords med, da munden aldrig står stille på ham.

Uffe er et godt ansigt for pokeren med sin ligefremme og underholdende attitude og med en kontrakt med Ladbrokes, ja så ved man ikke, hvad det kan blive til på pokerscenen.

Han er en spasmager, speedtalker og vært for Pokerradio. Det rækker til en plads på denne liste.

jørsel
Michael Jørsel

30.Michael Jørsel

Michael Jørsel er leder af center for ludomani og er derfor en af dem, der sørger for at alle pokerspillere og andre spillere kommer i behandling for denne grimme sygdom. Han ved, hvad sygdommen kan drive folk til og er manden, der kan se, hvor ludomanerne kommer fra. Han har udtalt at mens kun 2% af behandlingerne i 2002 drejede sig om poker, er det nu efter poker på nettet er boomet helt oppe på 38%.

Han hjælper de spillegale, har kaldt Peter Eastgate for Klods Hans og så vejer hans meninger tungt i politiske spørgsmål om spil. Ham kommer vi ikke udenom på listen.

robert1
Robert Hansen

31. Robert Hansen

Robert Hansen er udover at være en hæderlig skuespiller også en del af Team PokerNyhederne/Unibet. Pokerevnerne kan der måske stilles spørgsmålstegn ved, men han gør da en indsats for at lære. Han kan som Dan Rachlin bruge sin kendis status til at promovere pokeren i det ganske land. Alle disse kendis spillere er en slags gave til pokeren, som man burde udnytte noget mere. Lad os håbe Robert Hansen snart vinder en EPT.

Han har snavet med Sofie Lassen-Kahlke, indrømmet brugen af kokain og som det måske vigtigste har han vundet Vild med Dans. Hvorfor skulle han ikke være på listen?

Rossen
Stig Rossen

32. Stig Rossen

Stig Rossen lavede en superpræstation ved EPT København lige inden deadline for denne liste. Med en sympatisk og selvsikker udstråling tog han den danske pokerpresse med bukserne nede om fødderne og gik rigtigt dybt ved EPT´en. Når en så folkekær personlighed leverer et så fantastisk resultat, så er det noget, der uden tvivl vil gavne poker i Danmark i fremtiden. Nu vil Hr. og Fru Danmark måske tage pokeren til sig på en anden måde.

Han fik mange kælenavne under EPT´en, så meget hjemmevant ud og så kan han rocke og rulle. På falderebet sniger han sig ind på listen.

soeren jensen
Søren Jensen

33. Søren ´kom så de hviiiie´ Jensen

Søren Jensen er inkarneret AGF fan og højtråbende pokerspiller. Heads-up mod Tim Vance ved EPT i 2008 i København blev Søren nærmest verdenskendt for sine højlydte jubelbrøl. Heads-up kampen mod Tim Vance belv vist live på nettet og spillet i den duel, var udsat for megen diskussion.

Ikke alle mente, at de to spillere var værdige til at spille om titlen.

Søren Jensens kom så de hviiie råb, blev endda misfortolket til at være racistisk og ikke en hyldest til AGF, som det var meningen.

Han er GF´er, højtråbende og så indtager han sidstepladsen på denne liste.

 

Formularen ikke udfyldt korrekt!

Fejl i kommentar

Vent venligst tre minutter med at tilføje endnu en kommentar.

Deer 2010-03-03 23:16:48

Hvis Pokernyhederne og Acemag kan være med, så burde PokerNet nok også være at finde på listen. Og hvad laver Søren Jensen på den liste....

ALTERNATIV CASINO
Pokerside rangering Bonus
1 LeoVegas Casino kr10,000 Anmeldelse