Dan Bilzerian: Highstakes-haj eller kæmpe hval?

Bilzerian instagram4
Hvem griner højest ved pokerbordet? Foto fra Instagram

Ikke mange folk i pokermiljøet tror på, at Dan Bilzerian har vundet millioner på poker, som han selv påstår. Men hvor kommer pengene så fra?

Da Dan Bilzerian var i studiet hos den kendte radiovært Howard Stern i juli sidste år, hævdede han, at var god for omkring $100 millioner. Heraf skulle de $50 millioner komme fra pokergevinster, han skulle have vundet året før.

De påstande har det engelske GQ Magazine sat sig for at undersøge i en stor artikel om den amerikanske playboy.

For hvis det virkelig skulle være sandt, ville det gøre til Bilzerian til en af de mest vindende – hvis ikke mest vindende - pokerspiller i 2013. Og det skulle han i så fald have gjort uden en stor turneringsgevinst og samtidig ”flyve under radaren” på cashgames-scenen.

Det lyder usandsynligt, og det er ikke overraskende også det indtryk, man får i GQs artikel.

Bilzerian instagram5
Dan Bilzerian som vi nok bedst kender ham.

Magasinet har blandt andet snakket med pokerjournalisten Jonathan Grotenstein, som tidligere har besøgt Bilzerians hjem i Los Angeles, og han siger:

- Nej, jeg tror ikke han har adgang til den slags penge. Han spiller poker for virkeligt høje stakes, men han spiller ikke de største spil med folk som Tom Dwan, og han tager heller ikke til Macau, hvor pots på millioner vindes og tabes hele tiden, forklarer Grotenstein.

En kuffert fuld af penge

GQ har samtidig snakket med folk i pokermiljøet, som rent faktisk har spillet mod Bilzerian. Blandt andet fortæller Tom ’DanDruff’ Witteles om et spil tilbage i 2007, hvor Bilzerian havde booket sig ind på et hotel med en kuffert fuld af penge.

Han var lige begyndt at blive et kendt navn i highstakes-miljøet, men Witteles var ikke specielt imponeret over ham.

- Spillet var meget nittet, og han ville helst have alle de andre til at begynde at spille løst, før han selv gjorde det. Jeg tror, at han var sur over, at folk så ham som den rige fisk, som de alle kunne score penge på. Ikke overraskende forblev spillet tight, og han rejste sig endelig op og forlod bordet, fortæller Witteles.

Bilzerian Hendon Mob
Dan Bilzerian ved WSOP i 2009 - uden skæg! Foto fra Hendon Mob.

Et par år senere kom Bilzerians første og eneste cash i en pokerturnering ifølge HendonMob. Han blev nummer 180 i WSOP Main Event til $36k i 2009, men han havde dog formået at tiltrække sig en del opmærksomhed med sit udseende.

Han fik en sponsorkontrakt med det nu lukkede pokerrum Victory Poker, hvor han igen gjorde opmærksom på sig selv ved lave spøjse stunts. Blandt andet svømmede han i en sø med alligatorer om natten og kørte om kap med sin advokat med $400.000 på højkant.

Berømmelsen gjorde, at han samtidig fik et ben indenfor i de meget omtalte homegames i Las Vegas med Hollywood-stjernerne. Her er det muligt, at han har vundet mange penge, men i de insider-historier, der har været om disse spil, er Bilzerian ikke nævnt som en af de store vindere.

En stor hval?

Men hvor har Dan Bilzerian så de mange millioner fra? Er han bare en fantast, der hyrer ludere og dyre biler for at få et enkelt billede til Instagram og så videre til næste falske stunt?

Fakta er, at hans far har tjent rigtigt mange penge på diverse investeringer, men Bilzerian Sr. har også været i fængsel for diverse svindel og skatteunddragelse. Derfor mener mange i pokersamfundet, at størstedelen af Bilzerians midler kommer fra hans fars skjulte penge i diverse skattely.

Jay Farber 6
Jay Farbers andenplads i WSOP 2013 gav Bilzerian en pæn gevinst.

I artiklen er det desuden nævnt, at mange highstakes-spillere faktisk ser Bilzerian som en af spillets allerstørste hvaler nogensinde, da han har en uendelig bankroll.

Vi ved dog, at Bilzerian i 2013 scorede en milliongevinst i forbindelse med WSOP Main Event, da han havde andele i vennen Jay Farber. Han fik en sensationel andenplads, og Bilzerian skulle angiveligvis have haft 20% af hans action, hvilket altså skulle give en gevinst på en million dollar.

Men der er et stort stykke derfra og til at vinde $50 millioner, som han påstod i interviewet med Howard Stern.

Derfor skal man nok tage Dan Bilzerians meritter i poker med et vist gran salt, og Jonathan Grotenbergs beskrivelse af den amerikanske playboys poker-evner rammer nok sømmet på hovedet meget godt:

- Jeg tror, at Dan bruger poker som en del af det image, han prøver at skabe, og jeg tror, at der er mange folk derude, som gerne vil låne ham et privatfly eller lade ham teste en latterlig bil.

GQ Magazine har forsøgt at interview Dan Bilzerian til artiklen, men han afslog at deltage. Læs artiklen her.

Formularen ikke udfyldt korrekt!

Fejl i kommentar

Vent venligst tre minutter med at tilføje endnu en kommentar.

Ingen kommentarer

ALTERNATIV CASINO
Pokerside rangering Bonus
1 LeoVegas Casino kr10,000 Anmeldelse