Battle of Malta-bloggen: Seværdigheder

Share:
19 september 2013, Skrevet af: PokerListings.dk
Battle of Malta-bloggen: Seværdigheder

Malta er på samme størrelse med Als, men der er heldigvis – med al respekt for Als – lidt mere at se på ø-riget i Middelhavet.

Faktisk er der virkelig mange seværdigheder på Malta, og der er noget for enhver smag. Så hvis du har en dag til overs i Battle of Malta-programmet, så er det værd at tage en tur rundt på øen.

Man kan nå at se ret meget på en dag, og det er forholdsvist let at komme rundt.

Her er vores forslag til 5 seværdigheder, du bør opleve, mens du er på Malta:

vall5

Valletta

Maltas hovedstad er ikke særlig stor. Den ligger på en halvø og består groft sagt at to hovedgader og en masse sidegader.

Der bor knapt 7.000 mennesker i byen, men den invaderes dagligt af masser af turister, specielt i dagtimerne, så der er altid masser af liv.

Der er en række museer og kirker, som er meget interessante, men ellers vil vi anbefale en gåtur rundt i byen. Det tager højest et par timer at trave de snorlige gader igennem og se de mange flotte bygninger og de farverige maltesiske altaner.

Blandt højdepunkterne er Upper Barraca Gardens og den fantastiske udsigt udover havnen og byerne Birgu og Senglea. Hver dag klokken 12 affyres en kanon fra Saluting Battery, så ved denne tid på dagen er der flest mennesker her.

På den modsatte side af halvøen finder man Hastings Gardens, hvor der også er en flot udsigt udover havnen og Sliema.
Vær opmærksom på, at om aftenen er Valletta ikke stedet at gå i byen. Faktisk er den ret død, da de fleste restauranter og barer ligger i Sliema og St. Julians.

Sliema2

Strandpromenaden i Sliema og St. Julians

En anden rask gåtur/seværdighed er den godt tre kilometer lange strandpromenade fra Spinola Bay i St. Julians til Tigne Point i Sliema. Her går man langs den klippeklædte kyst og ser lystbåde, enorme tankskibe og krydstogtsskibe ude i horisonten midt ude på det blå Middelhav. Samtidig kommer man forbi den charmerende Balluta Bay og den flotte Independence Garden, og man kan også gå en tur på klipperne helt ned til vandet.

Undervejs er der massevis af cafeer og restauranter, så man kan få stillet sulten og tørsten, eller måske er det nok bare med lidt lækker italiensk is? Se i øvrigt vores blog-indlæg om restauranter i St. Julians, hvor der er godt at spise.

Specielt om sommeren er der mange, som går aftentur her, så der kan være lidt proppet. I slutningen af september til Battle of Malta er det heldigvis knapt så turistet.

mdina6

Mdina

Middelalderbyen midt på øen er Maltas første hovedstad. Den ligger på en bakketop og er omringet af borgmure, hvilket gør byen til et imponerende syn både udefra.

Indenfor er det mindst ligeså fascinerende, når man går rundt i de smalle og snoede gader. Her kan man opleve noget, der er sjældent for Malta – nemlig stilhed! Faktisk er Mdina kendt som ”The Silent City”.

I byen er der er par museer og en kirke, og det er også værd at gå ud til udkigspunktet, hvor man kan se ud over det nord-østlige Malta og helt ind til St. Julians.

Udenfor Mdina er der en flot park, og i voldgraven rundt om byen kan man se appelsin- og citrontræer.

dingli7

Den blå grotte og Hagar Qim

På den vestlige del af Malta er der generelt ikke så turistet som på den østlige del. Her er der lidt mere fredfyldt og samtidig masser af flot natur.

En af de mest kendte seværdigheder her er Blue Grotto, den blå grotte, der ligger ved et lille fiskerleje. Herfra tager man en lille båd, der sejler ind i den smukke grotte med de azurblå vand. Turen tager kun omkring 15 minutter, så resten af dagen kan man bruge ved Hagar Qim- og Mnajdra-templerne, der ligger 10 minutters gang derfra.

Templerne er fra ca. år 3.600-3-200 f. Kr. og er blandt de ældste religiøse steder i verden. Ruinerne er forholdsvis velbevarede, og man får helt unikt indblik i, hvordan livet har været dengang.

De to templer ligger omkring 500 meter fra hinanden, og man kan undervejs nyde den flotte udsigt ud over havet og se den lille klippeø, Filfla.

azur vinduet

Gozo

Sig aldrig til folk fra Gozo, at de er maltesere – så bliver de fornærmede!

Selvom øen Gozo er en del af Malta, så er der stor forskel på livet her og resten af Malta. På Gozo er der mere stille og fredeligt, og der er masser af landbrug.

Gozo er samtidig et perfekt sted at tage hen på en dagstur. Øen er mindre end Tåsinge, så det er en overskuelige tur.

Oplev blandt andet det berømte Azur-vindue, en klippebue ude i havet. I hovedstaden Victoria (Rabat) er der et smukt slot, hvor man får en fantastisk udsigt ud over øen. Man kan opleve den ældste fritstående bygning i verden, Ggantija-templet. Og så kan man bagefter slappe af på den flotte Ramla-strand, hvor sandet er rødt!

Alt i alt er Gozo et dejligt afslappende afbræk i livet fra det travle Malta, og det er også her, at mange maltesere tager hen i weekenden for at lade batterierne op.

Share:

Formularen ikke udfyldt korrekt!

Fejl i kommentar

Vent venligst tre minutter med at tilføje endnu en kommentar.

Ingen kommentarer