Battle of Malta-bloggen: Bådture

Share:
25 september 2013, Skrevet af: PokerListings.dk
Battle of Malta-bloggen: Bådture

Hvis man ikke har været på en bådtur på Malta, så har man ikke været på Malta.

Bådture er et ”must”, når man er på besøg på Middelhavsøen, da det er en af de bedste måder at opleve Malta på.

De fleste bådoperatører tilbyder dagsture, hvor man udover en stor oplevelse på havet får en let frokost, drikkevarer og transport til og fra hotellet. Priserne er på mellem 15 og 30 euro, men hvis I er en større gruppe kan i få det noget billigere. Samtidig er konkurrencen rimelig hård mellem bådoperatørerne, så det kan være værd at prutte lidt om prisen.

Du kan booke bådturene blandt andet på hotellet, eller også findes der flere butikker i St. Julians, hvor det er muligt at reservere pladser.

luzzu cruises

En anden mulighed er at begive sig ned til Sliema Ferries, hvorfra de fleste bådture afgår fra. Her kan du næppe undgå at blive antastet af sælgere, som vil sende dig til Blue Lagoon, Gozo og Comino.

En af de store bådoperatører er Captain Morgan, som arrangerer adskillige ture hver dag. Man kan komme på dagsture til Comino, Gozo og den blå lagune, men man kan også komme på underwater safari – en tur på havet på udkig efter blandt andet delfiner.

De arrangerer også havnerundfarter omkring Sliema og Grand Harbour, hvor man kan opleve den flotte fæstningsby Valletta fra vandet.

hera cruises

Luzzu Cruises er lidt anderledes. De har også ture til Gozo og Comino, men man kan også komme på ”adventure cruises” og fisketure. De er lidt dyrere end Captain Morgan, så man skal slippe omkring 25 euro for den billigste tur.

Lidt dyrere er Hera Cruises, men det er også lidt mere eksklusivt. De arrangerer blandt andet bådture med musik og fest, hvor der er buffet og fri vin ombord.

Vil du ud på en aktiv tur, er Extreme Boat Fishing Malta måske en mulighed. Som navnet indikerer, kommer du ud på Middelhavet med en fiskestang i hånden, og så kan du måske komme hjem med en stor fisk på krogen.

SiciliaGeneralCC

Har du en hel dag til rådighed, eller måske endda to, så er en tur til Sicilien helt klart værd at overveje. Næsten hver dag sejler Virtu Ferries mellem Malta og Pozzallo eller Catania på Sicilien, og her kan man komme på en hyggelig bustur på den italienske ø.

Busturene går blandt andet til den fantastiske vulkan Etna, som stadig er aktiv og var i udbrud så sent som sidste år. Det er muligt at komme et godt stykke op på vulkanen, hvor der hele året rundt findes sne.

Man kan også besøge den smukke by Taormina, hvis historie fører helt tilbage til dengang grækerne invaderede Sicilien. Lidt længere sydpå finder man Syracusa, hvor man også finder spor efter grækerne og en fantastisk flot natur.

Og så er Sicilien selvfølgelig interessant at opleve, ikke kun på grund af sin flotte natur og den spændende historie. Det er et helt specielt samfund, hvor mafiaen – stadigvæk – har stor indflydelse, men det mærker man nu ikke på busturen.

Share:

Formularen ikke udfyldt korrekt!

Fejl i kommentar

Vent venligst tre minutter med at tilføje endnu en kommentar.

Ingen kommentarer